TOP

Distortion vil indføre lukkede zoner med betaling, men flere politikere siger nej: “Distortion er en fest for alle københavnere”

Arrangørerne bag gadefesten Distortion i København har søgt kommunen om tilladelse til at indføre en række lukkede musikzoner på Nørrebro, Vesterbro og på Rådhuspladsen, når gadefesten bliver afviklet i juni i år.

De i alt fem lukkede zoner, hvor det vil koste mellem 150 og 180 kroner at komme ind, skal være indhegnede og have sikkerhedsvagter. Det fortæller Distortions direktør Thomas Fleurquin til TV2 Lorry. Han ønsker på den måde at skabe en mere koncertagtig stemning i zonerne. 

“Vi vil gerne tilbyde vores gæster en anden type oplevelse, som minder mere om en koncert, og samtidig fortsætte med de klassiske fælles, gratis arrangementer,” siger han til stationen og påpeger samtidig, at resten af gadefesten vil være gratis at deltage i, som det plejer at være tilfældet.

Blandede følelser hos politikerne

Forslaget om betalingszoner modtages med blandede følelser hos politikerne i Teknik- og Miljøudvalget hos Københavns Kommune.  Socialdemokratiet, SF, Alternativet og De Radikale er for tilladelserne. Dansk Folkeparti, Enhedslisten og De Konservative er imod.

“Distortion er en fest for alle københavnere, og det skal ikke være forbeholdt betalende gæster. Slet ikke når betalingsarrangementerne skal afholdes i brokvartererne. Det er dem, der bor der, så de skal også være med til festen, uden at det koster,” siger teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), til TV2 Lorry.

Københavns Borgerrepræsentation har endnu ikke endeligt truffet beslutning om, hvorvidt de vil bakke op om forslaget. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk