TOP

Distortion får nej til nye festivalplaner – fylder og sviner for meget

Københavnerfestivalen Distortion, der afholdes årligt i Københavns gader, har store planer.

Arrangørerne vil indføre fem lukkede musikzoner på henholdvis Nørrebro, Vesterbro og Rådhuspladsen, som gæsterne kan besøge mod betaling.

Samtidig ønsker de at skrue op for musikken. Så meget op, at det vil bryde med den støjgrænse, som blev defineret i Københavns Kommunes forskrift for udendørs musikarrangementer tilbage marts sidste år.

Det er en støjgrænse, der er blevet kritiseret for at være “ekstremt rigid” af blandt andre brancheforeningen BAO, der sidste år blev etableret med det formål at kæmpe for en hovedstad med mere “liv og kant”.

Derfor har festivalen nu søgt om ekstraordinær tilladelse til at trodse forskriften, samt om at etablere betalingszoner i Københavns byrum.

Problemet er dog, at betalingszonerne ikke kun vil begrænse ikke-betalende gæster på Distortion. Det vil også begrænse almindelige københavnere i at færdes i det byrum, der er vores alles. Netop derfor siger både Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti og Enhedslisten nu nej til Distortion. Det skriver Berlingske.

“Det er helt vildt, at man vil afholde borgerne i byen fra at komme til koncerter i det åbne rum i deres egen by,” skriver Finn Rudaizky (DF) i et debatindlæg på minby.dk.

Fair?

På Twitter spørger brugeren Karina Mimoun også, om det er retfærdigt, at Distortion nu beder om mere på trods af, at de i forvejen har fået en del.

“Nu ønsker Distortion at spille højere og afspærre gader, så de kan tjene penge. Kbhs kommune giver dem i forvejen 1,7 mill + renhold + vagter. Staten giver dem Xtra politi. Fair?” lyder det i tweetet.

Skal man tro arrangørerne selv, så har de dog alle aspekter for øje, når de planlægger den store gadefestivalen. I et interview til Kulturmonitor sidste år sagde Thomas Fleurquin, der er grundlægger af Distortion, at festivalen har forladt teenage-stadiet.

“Vi må arbejde med byen, som den er og skabe plads til folk i alle aldre – også dem uden store højttalere. Vi har siden 2015 været over det teenage-stadie, hvor vi bare synes det var sjovt at give den uhæmmet gas og sige “fuck alle former for korrekthed”. Amok-ånd må ikke stå i vejen for den del af københavnerånden, som er stille og rolig og hyggelig,” sagde han.

Sagen er nu sendt til behandling i Borgerrepræsentationen den 27. februar, hvor der vil blive truffet endelig beslutning i sagen.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test