TOP

Direktør for SMK bliver nyt bestyrelsesmedlem på Ribe Kunstmuseum

Museumsdirektør på Statens Museum for Kunst (SMK), Mikkel Bogh, bliver nyt bestyrelsesmedlem på Ribe Kunstmuseum. Han afløser den forhenværende formand for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der efter eget ønske er trådt ud af bestyrelsen på Ribe Kunstmuseum. Det skriver JydskeVestkysten.

Formanden for Ribe Kunstmuseum, Jens Henriksen, ser frem til samarbejdet med Mikkel Bogh, siger han til lokalavisen.

“På museet er vi meget glade for, at Mikkel Bogh har indvilget i at indtræde i bestyrelsen. Som direktør for Statens Museum for Kunst, kan Mikkel Bogh være bindeleddet til det kunsthistoriske miljø og netværk i hovedstaden. Det er af afgørende betydning for Ribe Kunstmuseum, at vi kan være en del af dette miljø. Mikkel Bogh vil desuden være en kompetent sparringspartner for museet og dets direktør. Vi er derfor meget glade for, at kunstforeningen har udpeget netop Mikkel Bogh til den ledige bestyrelsesplads.”

Også direktøren for Ribe Kunstmuseum, Dagmar Warming, glæder sig over Mikkel Boghs indtrædelse i bestyrelsen.

“Jeg er meget glad for, at museet med Mikkel Bogh i bestyrelsen kan fortsætte et århundrede gammelt samarbejde mellem landets hovedmuseum og Ribe Kunstmuseum. Jeg ser det som en fremtidssikring af museet, at Mikkel Bogh vil påtage sig denne bestyrelsespost, og glæder mig meget til samarbejdet om at bevare og udvikle dette museum, hvis samling både er vigtig i lokale og nationale sammenhænge,” lyder det fra direktøren.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på cille@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test