TOP

Direktør for Charlottenborg i opråb til politikerne: “Danskerne gider ikke have 4. divisions-kunst”

Kommentar: Under valgkampen til Folketinget udkom en omfattende antologi redigeret af Merete Sanderhoff, der til daglig arbejder på Statens Museum for Kunst. Antologien forsøger at tegne et billede af den aktuelle danske kulturpolitiske udvikling og inddrager væsentlige stemmer fra en bred del af det danske kunst- og kulturmiljø: Kunstnere som Olafur Eliasson, Knud Romer, Den Sorte Skole og Simone Aaberg Kærn, ledere af kunst- og kulturinstitutioner som Maria Rørby Rønn, Kasper Holten, Gitte Ørskou og Rane Willerslev samt kulturpolitikere som Alex Ahrendtsen, Mette Bock, Mogens Jensen og Marianne Jelved. 

Trods at antologien og dens mange stemmer kommer med inspirerende svar på en kulturpolitik anno 2019, så er én af antologiens væsentligste pointer allerede i introduktionen, at hvor kulturministeriet i 1961 blev oprettet for at gøre kunsten og kulturen “tilgængelig” for alle danskere, er dette ikke længere nok. I dag skal kunsten og kulturen også gøres “relevant” for alle danskere.

Det er efter min mening en farlig udvikling for den danske kunst- og kulturpolitik. Ingen moderne leder af en kunstinstitution i dag kan have noget imod et kunstnerisk udtryk, der virker relevant for alle, men det er farligt, hvis det bliver et mål i sig selv. Hvis al kunst skal være relevant for alle, så mister kunsten nemlig sin kant, sin fremsynethed og sin uafhængighed.

DR som interessant eksempel

Observationen af kravet om kunstens relevans har også tidligere været frembragt af to af mine tidligere kolleger fra DR, Søren Mikael Rasmussen og Lasse Marker. Og netop DR er et interessant eksempel på en kulturinstitution, der de sidste 30 år strategisk og dygtigt har arbejdet med sin relevans for danskerne. Siden TV 2 blev introduceret i 1989, skulle DR’s programmer ikke længere blot være tilgængelige for alle danskere, nu skulle de være relevante for alle danskere. 

Det har medført mange positive ting. Først og fremmest har DR opnået en udbredelse af deres programmer til omkring 95 procent af danskerne hver uge. Men det har også været en udvikling, hvor det bliver sværere og sværere at skelne DR fra konkurrenterne. Og det er også den udvikling, som i 2018 gjorde, at DR blev beskåret med 20 procent af et flertal i Folketinget blandt andet med argumentet om, at DR ikke skulle lave de brede tilbud som de private, kommercielle aktører – dagsbladsbranchen, Netflix og Facebook – men i stedet skulle tilbage til en smallere sti: den mere klassiske kulturformidling, hvor DR primært leverer det indhold, som ikke kan klare sig på kommercielle vilkår. Så hvis kulturpolitikerne ikke vil have et DR, der ligner de kommercielle aktører og giver danskerne det de vil have, hvorfor vil de så pege landets øvrige kunst- og kulturinstitutioner i den retning?

DR har i dag en medieforskning, som bedre end nogen anden kender danskerne og deres vaner. At kende sine brugere er den bedste position for enhver, der ønsker at skabe formidling. Men at give brugerne det, de vil have – gøre alting relevant for alle – er, ud over at det er umuligt, også uklogt. For hvem af os ved i virkeligheden, hvilke tv-programmer vi vil have, og hvordan kunsten skal se ud om et år? Skulle vi ikke overlade det til dem, der har forstand på det? Og bliver det ikke kedeligt kun at få det, der allerede er relevant for os? Er den største gave for os alle netop ikke det, vi ikke forventede og som skaber ny viden? Det vil jeg i hvert fald tillade mig at kalde relevant. 

Skal fodbold også være relevant for alle?

Den største fare ved kravet om evig relevans for alle er dog, at den tankegang i sidste ende nedbryder fællesskabstanken. Kort sagt: Hvis noget ikke er relevant for mig, så vil jeg ikke betale for det til fællesskabet. Lad mig sætte spørgsmålet på kanten for at illustrere: Skal fodbold være relevant for alle? Og skal vi skære i den offentlige støtte til fodbold, hvis ikke fodbold er relevant for alle danskere? Jeg kan for mit eget vedkommende svare, at fodbold aldrig bliver relevant for mig, trods mine storebrødre uden held i en ung alder forsøgte at opøve mig i alle positioner på banen. 

Jeg synes imidlertid, at det er ok, at nogle interesserer sig for fodbold, og andre interesserer sig for kunst. Ligesom jeg synes, at det er i orden, at danske fodboldklubber støttes af offentlige penge, at danske kommuner opfører fodboldstadions over hele landet, og at fodboldklubberne udvikler talentprogrammer for fodboldspillerne fra de er ganske unge. Jeg synes også, at det er en god idé, at Danmark dyrker de største fodboldtalenter, som senere med offentlig støtte gennem DBU gøres til en reel elite, der kan spille på landsholdet og sælges for astronomiske beløb til udenlandske klubber. Jeg forstår blot ikke, hvorfor der skal gælde andre normer for kunsten og kulturen?

Vi vil se de bedste

Jeg befandt mig for nyligt i en kulturdebat med en række danske politikere i P1, efter Henrik Sass Larsen og andre socialdemokrater polemisk havde udtalt, at dansk kulturpolitik skulle præges ”mere af bingo og mindre opera”. Et udsagn der fulgte op på et tidligere kulturudspil fra Dansk Folkeparti under parolen ”mere Far til Fire, mindre Lars von Trier”. Efter debatten blev jeg opsøgt af en københavnsk gallerist, der oprindeligt er fra Midtjylland, og som faktisk interesser sig for fodbold. Han sagde til mig: ”Vi gider da ikke se en 4. divisions-kamp. Vi vil da også se de bedste spille. Og hvorfor skulle det være anderledes med kunsten? Hvorfor tror kulturpolitikerne, at danskerne vil spises af med 4. Divisions-kunst?”

Så hvad er er egentlig galt i at opføre kunstmuseer af høj kvalitet over hele landet? Hvad er der galt i at uddanne de bedste kunstnere fra de er helt unge? Hvad er der galt i at støtte talentprogrammer og udvikle en kunstnerisk elite, der gør, at dansk kunst kan sælges for milliarder? I stedet for at give danskerne det de vil have – og hvem ved egentlig, hvad vi vil have? – så skulle den danske kulturpolitik snarere stræbe efter at ”få det bedste ud til de fleste”, præcis som var grundlaget for public service, da man i 1920’erne oprettede det, og præcis som det var grundlaget for Kulturministeriet, da man i 1960’erne oprettede det. Og præcis som man også har gjort det til sit mål i fodboldverdenen.

Fordi en idé er gammel, behøver den ikke være dårlig – snarere tværtimod. Måske kunne dens overlevelsesevne netop pege på dens relevans.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Direktør for Kunsthal Charlottenborg

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test