TOP

Digital boghandel kaster sig ind på benhårdt marked for bogstreaming med egen tjeneste

Mofibo, Saxo, Chapter, Bookbeat og Nextory. Mængden af streamingtjenester på bogmarkedet vokser støt, og konkurrencen om brugerne er benhård. Men det afskrækker ikke den digitale boghandel Tales.dk, der har rejst 4,5 millioner kroner fra investorer og Vækstfonden til blandt andet at lancere deres egen streamingtjeneste. Det skriver Mediawatch. 

“Vi går i gang med at lave en streamingtjeneste for lydbøger og ebøger. Vi kommer til at bygge nogle ting ind i tjenesten, som gerne skal gøre os unikke i forhold til andre tjenester på markedet, men hvad de er, kan jeg ikke komme ind på endnu. Og så vil vi gerne lancere Tales i andre lande. Vi er nu i Danmark og England, og vi vil også lancere i Sverige, Norge, Finland og Tyskland. I første omgang i år ligger Sverige først for. Og i de lande vil det både være salg af fysiske bøger og streamingtjeneste, vi arbejder med,” siger Rasmus Vittrup Halvor, adm. direktør for Tales.dk, til Mediawatch.

Flere på vej

Det er ikke mere end en måned siden, at boghandlerkæden Bog & idé ligeledes offentliggjorde, at de går ind på streamingmarkedet. I den forbindelse udtalte administrerende direktør i Indeks Retail, Marianne Lyngby Pedersen, der står bag Bog & idé, at den nye app-baserede tjeneste ikke var et forsøg på at udkonkurrere de andre aktører på markedet, men først og fremmest et forsøg på at holde på nuværende kunder. 

Hos Tales.dk har man i forvejen et samarbejde med streamingtjenesten Chapter, men det ser man ikke som noget problem i forhold til de nye planer. Målsætningen er at nå 20.000 abonnenter i Danmark inden for det første år.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk