TOP

DF’s kulturordfører går ned med stress – suppleant overtager posten

Som kulturordfører har Alex Ahrendtsen fra Danske Folkeparti i den grad gjort sig bemærket. Men for en stund bliver der nu stille fra den omdiskuterede politiker, da Dansk Folkepartis kulturordfører er blevet sygemeldt med stress – foreløbigt indtil den 15. januar.

Alex Ahrendtsen har siden den 3. december overladt sine opgaver til Dansk Folkepartis førstesuppleant Pernille Bendixen, der tidligere har siddet fire år i Folketinget og været børneordfører. Hun har ikke tidligere beskæftiget sig med kulturområdet. Det forklarer hun til fyens.dk.

Samtidig er det med ambivalente følelser, at hun nu vender tilbage til sin tidligere arbejdsplads. 

“Det har jeg det lidt blandet med. At træde ind på Christiansborg igen er lidt som at komme hjem. Omvendt ved jeg, at det er for en kortere periode uden at vide, om den kommer til at række længere end 15. januar,” siger Pernille Bendixen.

Pernille Bendixen blev valgt til Folketinget i 2015 under DF’s valg, hvor de opnåede hele 37 mandater. I 2019 blev mandaterne mere end halveret til 16, hvilket resulterede i, at Pernille Bendixen akkurat ikke blev valgt ind.

Alex Ahrendtsen forklarer til fyens.dk, at han ikke ønsker at kommentere sygemeldingen, da han har brug for ro.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk