TOP

DFI: Filmbranchen skal selv uddanne nye medarbejdere uden om Filmskolen

Der er gang i den danske filmbranche efter at de store streamingtjenester som HBO og Netflix for alvor har taget hul på produktionen af danske fiktionserier. Det har tidligere fået direktøren for Det Danske Filminstitut (DFI) Claus Ladegaard til at foreslå, at Filmskolen fordobler kapaciteten for at dække efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft i branchen.

Kulturministeriet har igangsat en undersøgelse af ledigheden, men situationen kalder på akut handling, så derfor foreslår DFIs direktør nu, at der bliver sat en traineeordning i værk, så de danske produktionselskaber selv kan uddanne nye folk, skriver Jyllands-Posten.

“Det er noget, hvor vi kan tage sagen i egen hånd og få ting til at ske, for ellers bliver man virkelig træt af, hvor langsommeligt det skal gå, hvis vi først skal have reformeret Filmskolen, før vi kan optage nogle flere,” siger Claus Ladegaard.

Brug for løsning her og nu

Direktøren håber på, at der i løbet af foråret kan blive sat et system op, der kan afhjælpe problemet nu og her. Men det kan ikke ske uden penge. Derfor kræver det, at de involverede parter i et film- eller serieprojekt accepterer forhøjede budgetter, som følge af de udgifter de ekstra trainees vil påføre selskaberne. 

Claus Ladegaard håber derfor, at man ud over DFI også kan få de regionale filmfonde, DR, TV 2 og streamingtjenesterne med på ideen. Hos FilmFyn valgte man allerede tilbage i april måned sidste år at bakke op om en traineeordning.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk