TOP

Det Obelske Familiefond: “Alle har en eller anden indflydelse, som man kan oversætte til magt, hvis man vil”

Danske fonde uddeler hvert år millioner af kroner til kunst- og kulturinstitutioner til glæde og gavn for det danske kulturliv. Men blandt pengene findes en magt, der lugter lidt af egentlig kulturpolitik.

For mens staten skærer på kulturområdet, så stiger bevillingerne fra private fonde, hvilket skaber en problematisk magtforskydning. Sådan lød det i en artikel i Information fra den 20. juli.

Men der er ikke tale om kulturpolitik, når fonde vælger, hvem og hvad der skal have støttekroner. I hvert fald ikke hos Det Obelske Familiefond, der i et interview med Information afviser at have “enhver form for interesse i at promovere et givent kunstsyn”.

“Alle har en eller anden indflydelse, som man kan oversætte til magt, hvis man vil, og det har fonde selvfølgelig også. Men altså. Det samlede statslige bidrag til kultursektoren er cirka 25 milliarder kroner om året. Vi har en fætter-/kusinefond, der hedder Augustinusfonden, som uddeler omkring 250 millioner til sektoren om året. Det er én procent. Vi er endnu mindre end dem. Så alt andet lige er vores bidrag til kunsten vel på en halv procent af det samlede. Er det magt?” siger Michael Bjørn Nellemann, der er direktør for Det Det Obelske Familiefond, til Information.

Han mener selv, at fonden – såvel som andre fonde – er vigtig for det danske kunstliv, og han tror, at aktører som Kunsthal Charlottenborg, Overgaden og Tranen vil bekræfte dette. Samtidig mener han dog ikke, at fonden er magtfuld, fordi den ikke går ind og tager stilling til de enkelte udstillingsprojekter.

“Jo, der ligger selvfølgelig en form for prioritering. Vi kvalificerer vores overvejelser, når vi ser på en masse forskellige projekter, det er rigtigt. Men okay, hvis vi bliver enige om, at fonde er magtfulde, så er det en magt, vi er meget forsigtige med,” siger han til Information.

Michael Bjørn Nellemann mener ikke, at fonden har et egentlig kunstsyn. Det handler mere om at prioritere pengene til rette modtager.

“Vores kompetence er, at vi har pengene – og så gælder det for os om at finde dem, der har ideerne og energien,” slår han fast.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.