TOP

Designmuseum Danmark fyrer 48 medarbejdere: “Vi har en økonomi, der er fuldstændig ødelagt”

Designmuseum Danmark afskedigede tirsdag 48 ud af 75 medarbejdere. Det fortæller museets direktør, Anne-Louise Sommer, til Politiken

“Vi har en økonomi, der er fuldstændig ødelagt. 80 procent af vores besøgende er udenlandske turister. Formentlig går der to-tre år, før vi er tilbage til en nogenlunde normal tilstand. Hvis vi holder åbent den kommende tid, akkumulerer vi et underskud, som der ikke kommer noget godt ud af,” siger Anne-Louise Sommer til avisen.

Det er særligt medarbejdere i stillinger med direkte publikumskontakt – eksempelvis guider, billetsælgere og ekspedienter – der er blevet afskediget. Men også undervisere og ansatte, der arbejder med udlån og registrering af genstande, er ramt af fyringerne.

Designmuseum Danmark varslede fyringerne for et par uger siden, hvor Anne-Louise Sommer omtalte afskedigelserne som “en sidste udvej” og fortalte, at museet planlægger at holde lukket frem til udgangen af 2021. Lukkeperioden skal ifølge Politiken bruges på en omstilling af forretningsmodellen og en omfattende renovering.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.