TOP

Designhus bag Tirpitz skal skabe ny udstilling ved Stevns Klint

I 2014 blev Stevns Klint en del af UNESCO’s Verdensarvsliste, og snart vil en ny udstilling udviklet af det hollandske designhus Tinker Imagineers kaste et nyt, kreativt lys over kalkbruddets historie. Det skriver Sjællandske Medier. 

Herhjemme er Tinker Imagineers bedst kendt for deres toneangivende arbejde på oplevelsescentret Tirpitz ved Blåvand, hvor designhuset står bag den underjordiske udstilling skabt blandt bunkere fra Anden Verdenskrig. Også på Statens Naturhistoriske Museum i København har Tinker Imagineers sat sit aftryk i form af et nyt udstillingsdesign, der dog endnu ikke har set dagens lys.

Det nye besøgscenter vil blive placeret i det nærtliggende Boesdal Kalkbrud, og ifølge Stan Boshouwers, der er grundlægger og leder af Tinker Imagineers, vil “udforskning og forundring” blive projektets bærende elementer:

“Vi sætter kalkblokken med fiskeleret i centrum, da det netop er fiskeleret, som rummer beviserne, mysteriet og svaret på den massedød, der skete for 66 millioner år siden. Vores mål er, at gæsterne fuldt ud forstår og beundrer historien om Stevns Klint, når de har set udstillingen,” siger Stan Boshouwers til Sjællandske Medier. 

Det nye besøgscenter og den nye permanente udstilling forventes at stå klar i slutningen af 2021.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test