TOP

Den Jyske Operas musikchef rykker til Aalborg Symfoniorkester

Aalborg Symfoniorkester skal have en ny kunstnerisk chef, og det bliver Tecwyn Evans, der i dag er musikchef i Den Jyske Opera.

“Med Tecwyn Evans som ny kunstnerisk chef har vi nu fundet en stærk kandidat, og jeg føler mig overbevist om, at han vil komplementere den øvrige ledelse i den videre udvikling af Aalborg Symfoniorkester. Tecwyn Evans har en rigtig spændende profil med mange års værdifuld erfaring inden for branchen både nationalt og internationalt, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han er det helt rigtige match,” udtaler Lasse Rich Henningsen, der er administrerende direktør for Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus, i en pressemeddelelse. 

Tecwyn Evans har været Den Jyske Operas musikchef siden 2018. Tidligere har han blandt andet været ledende dirigent ved Graz Opera og lektor på University of Auckland i New Zealand.

Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester blev ved årsskiftet organisatorisk sammenlagt og fik en enstrenget ledelse, som man med ansættelsen af Tecwyn Evans ønsker at styrke.  

“Aalborg Symfoniorkester er et meget anerkendt orkester med et højt kunstnerisk niveau, og jeg ser frem til at blive en del af en spændende organisation og at kunne bidrage med den erfaring, jeg har opbygget gennem årene,” lyder det fra Tecwyn Evans, der tiltræder sin nye stilling til august.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.