TOP

Den Danske Filmskole får ikke en ny rektor lige med det første

Det trækker ud med at få sat navn på Vinca Wiedemanns afløser på posten som rektor for Den Danske Filmskole. Kulturministeriet har forlænget aftalen med konstitueret rektor Bo Damgaard, så den løber året ud. Det skriver Mediawatch, hvor Bo Damgaard også afviser at være kandidat til den permanente post. 

Rektorstillingen har været ledig, siden daværende rektor Vinca Wiedemann stoppede i november

Vinca Wiedemann forlod stillingen efter et langt forløb med uro og konflikter, som blandt andet bundede i, at rektoratet arbejdede for en studieomlægning til den såkaldte Bologna-model med en bachelor/kandidat-struktur – en udvikling, som et massivt flertal af filmskoleeleverne og mange betydelige stemmer fra filmmiljøet opponerede imod, blandt andet fordi de frygtede en stigende akademisering af skolens praksisbaserede uddannelsesform.

Uroen kulminerede i november, da skolens elever i forlængelse af hjemsendelsen af lederen af dokumentarinstruktøruddannelsen, Arne Bro, blokerede Filmskolen med krav om forandringer på uddannelsen og rektors afgang.

I filmmiljøet uden for skolens mure var støtten til eleverne stor, og da Vinca Wiedemann trak sig, lød det således fra den daværende fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S):

“Situationen på filmskolen er uholdbar. Skolen har brug for opbakning fra elever, lærere og branchen. Den opbakning er der desværre ikke længere. Det er både rektor Vinca Wiedemann og Kulturministeriet enige om. Derfor stopper Vinca Wiedemann nu som rektor. Uanset at Vinca Wiedemann har ydet en stor indsats, så må personspørgsmål ikke komme i vejen for filmskolen og dansk films fremtid. Nu er der brug for, at lærere, elever og ledelse finder sammen om deres skole igen.” 

Bo Damgaard, der blandt andet har været direktør for Filmfyn samt chef på DR og TV 2, blev umiddelbart efter Vinca Wiedemanns afgang udnævnt som konstitueret rektor.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.