TOP

Debat: Vi har ikke råd til at lade bibliotekernes viden og erfaringer inden for bæredygtig deleøkonomi gå os forbi

Debatindlæg: Den globale klimakrise har afstedkommet et stigende politisk såvel som forskningsmæssigt fokus på deleøkonomiske forretningsmodeller.

Men politikere, forskere, meningsdannere og klimaforkæmpere behøver ikke at se længere end til biblioteksvæsenet. Ser man ordentligt efter, udgør den danske bibliotekssektor nemlig en grøn foregangsinstitution, hvor social og miljømæssig bæredygtighed er grundpræmisser.

Så hvorfor fylder bibliotekerne ikke mere i klimadiskussionen? Og hvorfor fylder deleøkonomi og bæredygtighed ikke mere i biblioteksdebatten? 

Den grønne biblioteksbevægelse

De fleste er bekendte med folkebibliotekets lånemodel. Man reserverer efter egne præferencer eller græsser løs blandt reolhylderne, til man har fundet en bog, der vækker ens appetit. Man kører bogen hen over glaspladen i udlånsmaskinen og har derefter 30 dage til at læse sig mæt, før bogen igen skal returneres til bibliotekets hylder, så den kan komme næste bruger til gavn.

Befolkningen deles om en materialesamling. Mere simpelt bliver det ikke.

Og mere socialt og miljømæssigt bæredygtigt bliver det næppe heller. Ikke alene udgør bibliotekerne noget af det tætteste, vi kommer på et socialt retfærdigt kulturudbud – geografisk i kraft af den kommunale forankring og demografisk i kraft af den gratis adgang. Det er også svært at forestille sig en mere succesfuld deleøkonomisk infrastruktur, hvor de samme materialer genbruges igen og igen.

Et åbenlyst spørgsmål er derfor, hvorfor vi ikke udvider folkebibliotekets gesjæft og samling med andre materialer. Bogen er jo langt fra den eneste ting, som er sjovest, første gang man bruger den. Hvad med børnenes legetøj eksempelvis? Eller hvad med værktøjet, der samler støv i kælderen?

Disse spørgsmål har biblioteker i både Danmark og udlandet længe stillet sig selv. Internationalt såvel som herhjemme har bibliotekerne eksperimenteret med udvidelser af den traditionelle bibliotekssamling, der skal forlænge den deleøkonomiske infrastruktur med udlån af alt fra legetøj til musikinstrumenter, værktøj, kunst og plantefrø med mere.

Libraries of Things

Disse alternative udlånssamlinger går under samlebetegnelsen ‘Libraries of Things’, LoTs. Mens LoTs tidligere primært blev italesat som understøttende klassiske biblioteksværdier, herunder sikringen af lige ressourceadgang, så suppleres de i dag af miljø- og klimamæssige ræsonnementer som grønne biblioteksindsatser, der skal bidrage til den bæredygtige omstilling gennem antiforbrug.

Ved det nordiske forskningsprojekt ‘Upscaling sustainable collaborative consumption using public libraries‘ (UPSCALE) undersøger man med samarbejdspartnere fra det norske miljøforskningsinstitut CICERO samt universiteter i Oslo, Tromsø og København, hvorledes bibliotekerne kan fungere som knudepunkter for opskalering af deleøkonomiske initiativer.

Her skal det blandt andet undersøges, om man ved at udnytte brugernes fortrolighed med bibliotekets etablerede materielle og teknologiske strukturer kan understøtte udbredelsen af deleøkonomi i samfundet, eksempelvis som i Norge, ved at lade det velkendte lånerkort gælde hos isenkræmmeren og i sportsbutikken

En kamp imellem folkebibliotekets sociale og materielle aspekter

Bøger, aviser, blade, film og musik – de sidste 100 år har det danske folkebibliotek udbudt udlån fra en primært publicistisk materialesamling. Og sådan skal det helst fortsætte. Det må vi forstå på de seneste årtiers biblioteksdebat, hvor indførslen af nye medier og materialeformer har afstedkommet ramaskrig fra debattører, forfattere og politikere. Tilbage i 00’erne fik indførslen af Wii-konsoller og Playstations i biblioteksrummet stor kritik.

Det fik daværende kulturminister Brian Mikkelsen til at annoncere, at han var klar til at skride politisk ind, hvis bibliotekerne svigtede deres kerneopgave i form af udbuddet af litteratur. Hermed anvendte Mikkelsen et klassisk oplysningsideal som argumentationsgrundlag: Bogen bærer et dannelsespotentiale, som – må vi forstå – er bundet til materialets karakter. Biblioteket er litteraturens hus, og indførslen af andre materialeformer er et svigt af litteraturen.

I dag bryder selv samme opfattelse ved jævne mellemrum frem i debatten. Eksempelvis har Københavns Hovedbiblioteks eksperimenter med værktøjsudlån, Odense Biblioteks udlån af bageudstyr og Valby Biblioteks indførsel af et frøbibliotek tidligere mødt kritik. I denne kritik fokuserer man alene på biblioteks materielle legitimitetsgrundlag: Nemlig hvad der hører sig og ikke hører sig til i en biblioteksreol.

Men når man spørger de biblioteksansatte kulturformidlere, er det institutionens sociale funktioner, som er afgørende for bibliotekets eksistens. Biblioteket udgør en social infrastruktur, som sikrer adgang til kulturel fordybelse og udfoldelse for høj og lav, rig og fattig.

Biblioteksforskningen har de seneste år påvist, hvordan globalisering, urbanisering, medialisering og digitalisering har medført en udvikling i biblioteksformidlingen fra et materielt fokus på samlingens oplysnings- og dannelsespotentiale til et socialt fokus på biblioteksrummet som lokalt, uformelt mødested, der kan generere civilt engagement og styrke den samfundsmæssige sammenhængskraft. Et eksempel på dette fokusskift er bibliotekssektorens store engagement i FN’s verdensmål. Her argumenteres det, at bibliotekerne udgør udfoldede handlefællesskaber, der i kraft af sin kommunale forankring kan forvalte lokale, konkrete realiseringer af abstrakte og komplekse dagsordener, som eksempelvis klimakrisen.

Således danner et socialt potentiale baggrund for det miljømæssige formål. Og netop her skal vi finde de grønne biblioteksinitiativers legitimitet. Når kritikken hagler ned over indførslen af de alternative materialesamlinger, så må de sociale og materielle kapaciteter forenes. Hvis indførslen af LoTs forstås som et socialt engagement i bæredygtighedsdagsordenen, kan det så ikke netop indvendes, at værktøjet bærer et dannelsespotentiale på linje med bogens?

Det politiske bibliotek

Når det gælder biblioteksdebatten, så er det min og mange andres forudsigelse, at den grønne biblioteksbevægelse vil udvide sig markant de kommende år.

Når det hidtil ikke er sket, så skyldes det en instinktiv og historisk indlejret uvilje mod at tillægge materialesamlingen politisk og aktivistisk agens. For mens udvælgelsen af den litterære samling beror på idealer om neutralitet og politisk upartiskhed, så er materialeudvælgelsen i de grønne biblioteksinitiativer jo netop investeret i et ekspliciteret ønske om at skabe miljømæssig og politisk forandring. Hermed lægger bibliotekerne sig i forlængelse af museumsbranchens stigende engagement og stillingtagen til politiske spørgsmål.

Bibliotekernes fremtid er grøn. Og ligesom den grønne farve både kan repræsentere koncentration, håb og miljøbevidsthed, så må bibliotekssektoren også insistere på at kunne rumme disse idealer samtidig.

Hverken samfundsmæssigt eller klimamæssigt har vi råd til at lade bibliotekernes afgørende viden og erfaringer inden for bæredygtig deleøkonomi gå os forbi.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Anna Arendse Thorsen er debattør, uddannet cand.scient.bibl. og forfatter til romanen 'Filterløs' fra 2018.