TOP

Debat: Statuer er samfundets idolplakater

Debatindlæg: Når et teenageværelse iklædes idolplakater, er det fordi værelsets indehaver finder personerne på plakaterne værd at idolisere. Måske fordi de synger godt, er med i nogle seje film, har sagt og gjort nogle imponerende ting – eller ganske enkelt fordi de er lækre at kigge på.

Hvad motivationen end er, er det altid, fordi der er en eller anden form for positiv inspiration at hente i de givne personer, og fordi man dermed ønsker at omgive sig med dem.

Når et samfund rejser statuer af personer, er det med tilsvarende positivt fortegn: En statue er en hyldest. Det er en mulighed for, at borgere kan stifte bekendtskab med den skulpturelle udgave af vedkommende i det offentlige rum og en anledning til at stoppe op og beundre personens bedrifter og værdier.

Når teenageren uundgåeligt skifter smag og får blik for, at der er nogen, der faktisk er sejere end dem, der aktuelt hænger på væggene, skiftes idolplakaterne ud. De bliver ikke hængende resten af livet som en evig og potentielt pinlig påmindelse om, hvem der engang var værd at idolisere.

Når et samfund lige så uundgåeligt udvikler sig og ikke længere beundrer de samme personer, kunne man tilsvarende vælge at skifte statuerne ud. Det ville være en åbenlys reaktion på erkendelsen af, at statuerne nu fremstår som hyldester til mennesker, der repræsenterer pinlige eller ligefrem dybt problematiske værdier. 

Sådan er den dominerende logik i den verserende debat imidlertid ikke. Her betragtes statuerne som havende en vigtig samfundsmæssig opgave, fordi de lærer borgerne noget om vores fælles historie.

Som kulturminister Joy Mogensen udtrykker det:

”Man skal ikke pakke sin historie væk. Vi skal i stedet lære af den. Vi skal huske den – også den del, vi ikke er stolte af – så vi kan undgå at gentage den.”

Er det fintfølende at protestere hyldesten af slaveriforkæmpere?

Både kulturministeren og Kulturmonitors faste kommentator, Jeppe Krogsgaard Christensen, argumenterer for, at fordi vi har brug for at lære af historien, skal statuer – tilsyneladende for evigt, uanset hvem de end er en hyldest til – blive stående.

I sin seneste kommentar adresserer Christensen specifikt ”statuer og militærbaser med navne på mænd, der på den ene eller anden måde har forulempet befolkningsgrupper”. Her formodes det, at han frem for alt henviser til de statuer og militærbaser i USA, der er opkaldt efter sydstatsofficerer i den amerikanske borgerkrig.

Det er svært at tolke Christensens formulering som andet end en affejning af de protesterende personer som blot værende lidt for fintfølende.

De ”mænd”, der har ”forulempet befolkningsgrupper” er imidlertid ikke blot komikere, der har dummet sig på Twitter. Det er derimod militære officerer, der hyldes for at være gået i krig med sit eget land for at bevare slaveriet og undertrykkelsen af sorte amerikanere – såvel som en række andre forhold, men der hersker næppe nogen tvivl om, at det var slaveriet, der var sine qua non for sydstaternes “way of life”.

Når en statue af en slaveriforkæmper forbliver stående, bevares således også symbolet på, at denne persons værdier og handlinger fortsat er ærbare og hyldestværdige i dag.

Det svære er dermed ikke at forstå, hvorfor der er et bredt funderet ønske om nedrivning af statuer, der hylder personer, som kæmpede for slaveriets bevarelse. Det mere komplicerede spørgsmål handler om årsagerne til, at dette ønske ikke har kunnet manifestere sig i samme grad for lang tid siden.

Send statuerne på museum

Vejen frem i denne opbrudstid er ifølge Christensen “ikke advarselsskilte, censur, nedrivning, sletning”.

”Det handler om forståelse for kontekst og om indsigt i indholdsanalyse,” forklarer han, ligesom han med en god portion akademisk idealisme påpeger, at det handler om at få ”dannelsen på plads”. Om at kunne handle på ”et oplyst grundlag”.

Der er imidlertid en usammenhængende dikotomi i retorikken hos både Christensen og Mogensen. Det er som om, vi kun har to muligheder: Enten lader vi statuerne være og får dermed lejlighed til at lære af historien – eller også river vi dem ned og er så dømt til at gentage selv de mest dystre kapitler af historien. Fordi vi dermed ”pakker historien væk”.

Det er en besynderlig reduktion af problematikken, for statuer er naturligvis ikke den eneste måde, hvorpå vi kan lære om og af historien.

Tværtimod har vi – ikke mindst som danskere – alverdens muligheder for at blive klogere på historien. Så hvorfor er det lige præcis statuerne, der skal ses som udslagsgivende for, hvorvidt vi kommer til at lære af historien eller blindt gentage den?

Danmark har obligatorisk historieundervisning fra 3. til 9. klasse i folkeskolen, ligesom det er et obligatorisk fag på de gymnasiale uddannelser. DR producerer hvert år en vifte af fantastiske radio- og tv-programmer, der formidler historien, ligesom talrige danske forlag fortløbende udgiver bøger, der har til formål at gøre os klogere på historien.

Hertil kommer, at mangt et museum over hele landet har historiske epoker og begivenheder som omdrejningspunkter – og det er netop her, statuer hører hjemme, når det, de repræsenterer, ikke længere er hyldestværdigt.

Sådanne statuer bør naturligvis aldrig destrueres, men i stedet behandles som historiske artefakter. Lige præcis derfor bør de placeres på et museum: I en formidlingsmæssig kontekst, som lader os udtrække den fulde visdom af historien om personerne bag – og hvorfor statuerne af dem i sin tid blev rejst. 

Det er i denne kontekst, at den reelle oplysning og dannelse opstår.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Forfatter og indehaver af Toro Town Storyworks.