TOP

Debat: “Selvfølgelig kunne Søren Kierkegaard have fået coronastøtte fra Statens Kunstfond”

Debat: Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere har kæmpet en sej kamp for at sikre mulighed for økonomisk kompensation til de skønlitterære forfattere, som har mistet indtægter fra aflyste offentlige arrangementer. Både fra honorarer og bogsalg. Og det er der også kommet. Her til sidst endda også til de allerfattigste af os. Det arbejde vil jeg gerne sige begge foreninger tak for.

Jørgen Burchardt fra Dansk Forfatterforening giver imidlertid her på Kulturmonitor udtryk for en helt anden opfattelse. Han er utilfreds med, at nogle af støttemidlerne skal uddeles gennem Statens Kunstfond – for dem kan han ikke lide.

“Jeg er forarget. Det er lige før, at jeg betegner Statens Kunstfond som en elitær institution for højlitterær kulturfims, fordi den kun støtter skønlitteraturen. Søren Kierkegaard ville ikke have haft en chance!” skriver han i sit indlæg og uddyber: 

“Kunstfonden er det førende fyrtårn i samfundets aktuelle narcissistiske modetrend. Ok, jeg er ikke principiel modstander af skønlitteratur og nyder da også selv en god roman, når jeg har tid til det. Det er godt, at Statens Kunstfond eksisterer, og mange faglitterære forfattere har da også nydt godt af støtte.”

Jørgen Burchardt er, som han skriver, trods alt ikke “principiel modstander af skønlitteratur” (man bliver jo helt rørt). Han brokker sig dog over, at Statens Kunstfond prioriterer at give corona-støtte til skønlitterære forfattere frem for faglitterære. Men det er vel ikke helt unaturligt, eftersom det netop er statens KUNSTfond? Det er vel kunstfondens primære opgave og spidskompetence at støtte kunst og kunstnere. Jeg tænker derfor, at det er penge, som primært er tiltænkt kunstnere. Staten har også en forskningsfond. Ingen vil vel forvente, at den fond uddeler støtte til digtere?

Skønlitteratur er ikke mindre ”verdensvendt” end faglitteratur

Og hvorfor i alverden skulle skønlitteratur per se være mere elitær end faglitteratur? En stor del af forskningslitteraturen er da lige så uforståelig for lægfolk, som James Joyces ‘Finnegans Wake’ er for den utrænede læser af skønlitteratur.

Og den med Søren Kierkegaard forstår jeg heller ikke. Selvfølgelig kunne Søren Kierkegaard have fået coronastøtte fra Statens Kunstfond, hvis han havde levet i dag. For han skrev jo netop i grænsefeltet mellem skøn- og faglitteratur, og det felt har kunstfonden udmærket blik for.

Skulle skønlitteraturen være mere narcissistisk end faglitteraturen? Det tror jeg ikke. Jeg har skrevet begge dele som forfatter og filosof, og jeg må sige, at jeg i hvert fald ikke har været mindre ‘verdensvendt’, når jeg har skrevet romaner, end når jeg har skrevet filosofi. Overhovedet ikke.

Derfor giver det for mig heller ingen mening, når Jørgen Burchardt længere nede i sin svulstige svada skriver, at:

“I denne corona-tid kan skønlitterære forfattere sidde hjemme og skrive. Vi andre forfattere, med behov for at inddrage virkeligheden i vores research, er helt udelukket fra at kunne arbejde.”

Faglitterære forfattere skulle altså være langt hårdere ramt under corona end skønlitterære, fordi faglitterære forfattere har brug for at inddrage den virkelighed, som nu er lukket ned, og det har skønlitterære forfattere angiveligt ikke. Jamen, det kommer vel an på, hvad man skriver om, og hvordan man gør det. Jeg har altid haft langt større behov for at komme ud og bruge sanserne og neuronerne i andre rum end skrivekammeret, når jeg har skrevet skønlitteratur, end når jeg har skrevet fagfilosofi. Andre har det sikkert anderledes, men at skønlitterære forfattere generelt skulle have mindre behov for at komme ud og have med materien og andre mennesker at gøre end faglitterære, synes jeg ikke giver mening.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Jens Peter Kaj Jensen er forfatter og filosof. Han har blandt andet udgivet romanerne 'Sofa' og 'Celeste' og novellesamlingen 'Kig på damen'.