TOP

Debat: Nu skal vi altså have det Kulturens Analyseinstitut

Debatindlæg: I Danmark har vi brug for et Kulturens Analyseinstitut. Idéen har rumlet længe – og med god grund. Et Kulturens Analyseinstitut vil skaffe os en masse data og gøre os klogere på effekterne af kulturen i samfundet og i øvrigt afdække helt jordnære forhold på kulturområdet, som vi i dag savner viden om.

For os som kulturpolitikere vil et analyseinstitut kunne give et ordentligt videns- og beslutningsgrundlag, når vi skal tage beslutninger og finde de mest optimale måder, hvorpå vi kan understøtte kulturen – det har ikke mindst covid-19-situationen vist, at der er behov for.

For kulturlivet og samfundet i øvrigt vil et analyseinstitut udgøre en længe savnet vidensopsamling, så man kan bygge videre på hinandens erfaringer og kaste lys over de mange måder, kulturen bidrager til samfundet på – bidrag, som nogen kalder ”flødeskum”, men som man ved nærmere eftersyn ser, er vigtig næring til vores livskvalitet.

Et Kulturens Analyseinstitut vil gøre os klogere på potentialer og udfordringer, på faktiske forhold og myter.

Vi mener kort sagt, at det er tiltrængt at have et kulturelt analyseinstitut på linje med Idrættens Analyseinstitut og Videnscenter for Folkeoplysning. 

Dansk kulturpolitisk forskning halter bagefter

Ny nordisk forskning viser, at dansk kulturpolitisk forskning ligger langt under lande som Norge og Finland. Et Kulturens Analyseinstitut skal være et kulturpolitisk center, som løbende sætter emner på dagsordenen gennem debatter, artikler og konferencer, og et center for aktiv formidling og udveksling af forskning og viden, hvor kunstnere, publikum, praktikere, politikere, forskere og administratorer inddrages.

Kulturens Analyseinstitut skal hvile på en ubureaukratisk konstruktion, funderet på viden og direkte forbindelse mellem kunstnere, publikum og formidlere. Instituttet skal arbejde for, at flest muligt får glæde af kulturens mange tilbud og udtryksformer og afdække best practice i forhold til mødet mellem kunst/kultur og borgere. Dermed skal instituttet understøtte et samfund med aktive, engagerede og reflekterede borgere. 

Covid-19-situationen har for alvor vist, hvor vigtigt det er, at vi har et reflekterende, inspirerende og fællesskabsskabende kulturliv, som på trods af uigenkendelige tilstande udenfor kan give os uforglemmelige oplevelser. Derfor har vi behov for at ruste området og gøre det stærkere med et vidensløft og en kvalificeret erfaringsopsamling, så vi kan styrke kulturlivet og dermed vores samfund de kommende år.

Det har rumlet længe – lad det være nu, vi får det sat på skinner!

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Charlotte Broman Mølbæk er medlem af Folketinget og kulturordfører for SF på Christiansborg. Maria Frej er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og kulturordfører for SF i Københavns Kommune.