TOP

Debat: Kunstakademiet mangler faglighed og akademisk tradition

Debatindlæg:Nej, jeg har ikke et eller andet ideologisk, pædagogisk og metodisk program, som jeg vil trække ned over hovedet på nogen.

Sådan lød det fra Lars Bent Petersen, da det var blevet offentliggjort, at han skal være ny rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi.  

Men for en kommende rektor på Kunstakademiet er kommentaren visionsløs, åndsløs og et udtryk for den fri pædagogik i uddannelsessystemet, hvis konsekvens de sidste 30 år har været den faglige ugidelighed. 

Lars Bent Petersen er konceptkunstner og bidrog som elev på Kunstakademiet til Rødovre Gymnasiums koncept-kunstsamling fra 1989, som er skabt til stedet. Disse værker evner den svære kunst at ræsonnere særdeles kritisk over skolesystemet.

Lars Bent Petersen bidrog med discokugler ved Rødovre Gymnasiums indgang – en kritik af et uddannelsessystem, der underlægger sig forlystelsesindustrien. Det var jo sandt nok. Og lad os håbe, at samme gejst vil være kendetegnende for hans virke på akademiet, og ikke som Mathias Kryger, kulturskribent på Politiken, vil fremme en dystopisk fremtidsvision for Kunstakademiet.

Ungdommens skråsikkerhed – uden kunstnerisk indsigt

Mathias Kryger udtrykker sig med sin baggrund som cand. mag. i visuel kultur med ungdommens skråsikkerhed og uden kunstnerisk indsigt, når han i en kommentar i Politiken i december 2020 fastslår, at tiden er løbet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og foreslår nye rammer for kunstuddannelsen udenfor Charlottenborg.

Der er mere end nogensinde før brug for et centralt beliggende palads i Danmarks hovedstad for æstetikkens pædagogiske indsigter samt for legedriftens suveræne spilregler i billedkunsten.

Tag ikke fejl – jeg ønsker også en udvidelse af det kreative felt med udgangspunkt i en omformende totalvision for uddannelsen på akademiet, men ikke i nye rammer udenfor Charlottenborg og med fokus på de studerendes fri pædagogik, men med fokus på billedfagets faglighed, tradition og akademiske organisering.

Det er et typisk træk for ungdommen – og afspejler et umodent forhold til det billedfaglige område – at forlange nye rammer. Som om det hjælper på en degeneret indholdside at få et nyt sted at være! Det forvirrer og fremmedgør snarere billedkunstens aktører og dannelsesbegrebet ved sin rodløshed. 

Rapport om Kunstakademiet bygger på et falsk grundlag

Mathias Kryger magter ikke at stille spørgsmål til Kunstakademiets faglighed, hvad kulturminister Joy Mogensens rapport om ledelsesstrukturen på Det Kongelige Danske Kunstakademi – der er udført af Jan Molin og Christian Tangkjær fra CBS – heller ikke gør.

Rapporten bygger på et falsk grundlag, der ser isoleret på ledelsesproblemerne uden at formå at stille spørgsmål til billedkunstlæringens faglighed.

Jeg ser de dilemmaer, Joy Mogensen står overfor med manglende kunstkandidater med faglig indsigt, der kan pege på billedfagets reelle tilstand i uddannelsessystemet.

Særdeles kritisk og måbende står man dog overfor kulturministerens fuldstændige manglende inddragelse af kunstens faglige repræsentanter til udarbejdelse af denne rapport samt dens konklusion om, at Kunstakademiet er ikke en institution, der er i krise, endsige i usædvanlig grad præget af problemer.

Jeg vil modsat Mathias Kryger hævde, at dansk, national æstetisk identitet er knyttet til Charlottenborg og den royale del af Det Kongelige Danske Kunstakademis tradition. En del, som vi har mistet forbindelsen til. Derfor er kunstakademiet med sin rodløshed i dyb krise. Fra Oplysningstiden kan den åndsaristokratiske forbindelse til billedfaget etableres med den nyklassistiske maler Nicolai Abildgaard (1743-1809), og det er derfor forkert at skille billedfaget fra sin royale forbindelse, som Mathias Kryger vil.

Det væsentligste samfundstema fra og med 1960’erne blev frigørelse.

Frigørelsen på Det Kongelige Danske Kunstakademi er manifesteret i den fri pædagogik, der med billedfagets kerneområde – analysen – er fri, det vil sige uordnet. Vi har intet metodegrundlag for analyse af Vesteuropas hovedværker og står derfor udvidende om deres fortolkning og mesterlære.

Kunstakademiets tradition hviler på Nikolai Abildgaard og hans store pædagogiske projekt

Et eksempel kan gives med Abildgaard og Picasso, som var frimurere og har komponeret deres hovedværker over den arketypiske urfigur Hermes Trismegistos, en tre-foldig struktur. Dette kan kun erkendes igennem et metodegrundlag for et billedes organisering. Pablo Picasso afslutter mesterlærens periode på 700 år med hovedværket ‘Guernica’ fra 1937, et stort epos om mesterlæren og arketypernes forfald. Billedet eksisterer uden faglig bevidsthed om, hvor stort et hovedværk det er. Det er endnu ikke tolket og indskrevet som hovedværk i spansk og vesteuropæisk kultur, dets ordnede struktur for analysen mangler.

At Kunstakademiets tradition hviler på Nikolai Abildgaard og hans store pædagogiske projekt og mesterlære for kunstuddannelsen, er min konklusion efter 30 års forskning i Abildgaard og mesterlæren. Vi kan kun håbe på, at den nye rektor Lars Bent Petersen vil være med til udfolde høj sprogbevidsthed hvad angår allegorierne, metaforerne, metafysikken og hele den kunstfaglige palet med Abildgaard.

Metodegrundlaget for klassisk billeddannelse, analyse og fortolkning af 700 års hovedværker i vesteuropæisk kultur er i redigeringsfasen.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Vibeke Stilling Larsen er maler, uddannet på Kunstakademiet 1982-91, samt lektor og forsker i metodegrundlaget for billedanalyse.