TOP

Debat: Bojesen drømmer om Kulturens Analyseinstitut – lad os starte med at bruge kunsten selv som informant

Debatindlæg: Aldrig har der været så mange værker om strukturel prekaritet i dansk kunst: Kunsten beretter om at være isoleret, udgrænset, sindslidende og fattig. Under corona-nedlukningen har mange borgere og især kulturarbejdere oplevet en fundamental usikkerhed. Hvad er mit erhvervs berettigelse, når verden er i undtagelsestilstand – og kommer jeg i arbejde, når hverdagen er genetableret? Har jeg indkomst til både husleje, børneinstitution, mad og fritidsaktiviteter om to måneder?

Mange har oplevet usikkerheden på et meget personligt plan, men den individuelle erfaring af at være økonomisk udsat er – på tværs af branchers forskellighed – fælles. Den udsathed sætter kunsten følelser og form på.

Fælles følelser for åben mikrofon

To billedkunstnere, der under corona-isolationen har lavet værker om deres personlige, eksistentielle usikkerhed, er de to københavnske billedkunstnerne Rosa Marie Frang og Jakob Jakobsen. Deres værker kan både ses som selvorganiseret medieproduktion med andre fortællinger, end de statsstyrede kanaler tillader, men de kan også ses som billigt og hurtigt producerede udtryk for, hvad kunstens vilkår i samtiden byder kunstnerne og kunstens publikum.

Jakob Jakobsen har sammen med den britiske medvært og kunstner Sophie Carapetian i radioprogrammerne ‘Social Crisis! Mental Crisis!’ taget udgangspunkt i selverfarede perioder som sindslidende.

Programmet, der strækker sig over i alt syv afsnit og har inviterede gæster med i samtalen, griber erfaringen fra sindslidelsens isolation til at gøre mere generelle betragtninger om, hvordan mennesket i vores samtid er presset af både præstations- og konkurrencementalitet, usikre arbejdsforhold i freelanceansættelser og forventninger om selvoptimering: Vi er blevet syge af at skulle levere “det nye” og originale i maskinfart og samtidig tage individuelt ansvar for vores eget ve og vel.

Jakobsen og Carapetians samfundsmæssige diagnoser er symptom på en fælles situation: Kunstnerne er ikke alene med at lide under præstationsimperativer og halte bagefter med selvoptimeringen. 

Strukturelt overset i dansk kulturpolitik

Rosa Marie Frang har produceret og nøje tilrettelagt ‘Rosas Reality Radio’ om sit eget liv som kunstner og giver lytteren indblik i oplevelsen af at være strukturelt overset og tilintetgjort af den danske kulturpolitik.

Imens hun med privatlivet som indsats stormer lukkede døre hos Statens Kunstfond, får hun angstanfald for åben mikrofon. Der er følelser for fuld udblæsning i Frangs realityradioshow, og det er netop de følelser, som hun i rytmisk komposition af økonomiske statistikker, sammenligninger med nabolandes kulturpolitik, samtaler med forskere og så sine egne, gentagne erfaringer af mangelfuldhed får givet kontekst så overbevisende over syv afsnit, at vi godt kan forstå, at de følelser – angsten, den manglende selvtillid, frustrationen, vreden – dem er hun slet, slet ikke alene om.

Frangs følelser er et resultat af langvarig økonomisk nedprioritering af kunsten i dansk kulturpolitik og en offentlig manglende forståelse for kunstens værdi for fællesskabet, der går tilbage til den foghske fordømmelse af smagsdommeri og ekspertvælde i nytårstalen fra 2002.

Podcast fra isolationen

I coronaens isolation har podcasten været et af de få kunstneriske udtryk – måske ved siden af litteratur og film – der kunne komme ud i folks hjem og skabe midlertidige, imaginære fællesskaber. Podcastformatet, der på både kunstneriske og ikke-kunstneriske platforme har været det nye sort i det seneste tiår, benytter sig af en strategi om at gøre kunsten tilgængelig for alle: dels når podcasten ud til mange, selv når dørene er lukkede, og dels kræver podcasten som medium ikke meget udstyr eller skoling.

I politisk kunst har tilgængelighed været en strategi, vi kan betragte i andre formater som de billige, tværkunstneriske tidsskrifter i 1930erne eller 1960ernes protestplakater lavet med silketryk, som alle kunne være medskabere af og have råd til at lave. En tilgængelig kunst er en, der kan skabes af og til mange og som distribueres hurtigt. 

Formen matcher de trange kår

Som kunstnerisk medium er podcasten et format, der matcher trange kår. Kunstneren behøver intet atelier og har ingen store materialeudgifter, sammenlignet med bronzeskulpturen eller soloudstillingen. Produktionstiden er relativt kort, og på den måde kan kunsten reagere akut i podcasten sammenlignet med spillefilmen eller gruppekoreografien.

Podcasten er altså både materielt, tidmæssigt og økonomisk nøjsom, og derfor matcher podcasten de små soloindkomster, som kunstnerne lever af i dag. Med få materialeomkostninger og uden udgifter til atelier og kolleger sender kunstneren hjemme fra sit eget køkken til et publikum, der hverken betale billet eller flytter sig fra sengen. Derfor matcher podcasten desværre også konsensus i dansk kultursyn anno 2020: Vi kan konsumere kunst uden at det koster stort hverken på offentlige budgetter eller i den private husholdning. 

Når kunstenere som Jakobsen og Frang bruger podcasten som medium, så går de tæt på sig selv i deres private og prekære liv, men de kommer også tæt på os lyttende, der genkender følelser af isolation og angst, som de konsekvent giver plads i en alternativ medieflade.

Samtidig får de med podcastkunst skabt et udtryk, der informerer os om kunstens produktionsbetingelser i indhold og for. Kunstnerne lever i en stakåndet projektøkonomi, hvor isolationen dominerer over fællesskabet, hvor angsten for ikke at være noget værd har erstattet et utopisk drive mod andre mulige verdener. 

Kunsten som informant

Derfor – når forperson for Statens Kunstfond, Michael Bojesen, foreslår at finde midler til et Kulturens Analyseinstitut, der med kvantitativ metode skal kortlægge kunstens vilkår – foreslår jeg at analysere kunsten selv: Brug kunsten som informant!

Samtidens kunstnerne arbejder i forskellige medier – nogle gange er det en podcast, andre gange selve måden, kunstnerne organiserer sig på i kollektiver eller sender opmærksomheden i retning af andre isolerede som flygtninge eller “ghettoficeret” liv,– men har det til fælles, at de tager udgangspunkt i deres egen ufrivillige usikkerhed.

Det handler, som hos Frang og Jakobsen, om at være fattig, om at være underlagt konkurrencementalitet, om at være udgrænset, ensom eller være deprimeret og have angst som følge af aldrig at blive værdsat – institutionelt, økonomisk og kulturelt for det bidrag, man yder som kunstner i Danmark. 

Kunsten giver udtryk for en del følelser for tiden – og dem mener jeg, vi skal tage seriøst og analysere og skabe viden ud fra, som var de tal.

For der er følelser og de går igen og igen: vrede over at blive udgrænset, depression, ensomhed, angst. Disse følelser er ikke blot personlige, de er strukturelt betingede i dansk politik, der gennem to årtier har nedprioriteret kunstens betydning i Danmark, økonomisk og værdimæssigt. 

På forskningscentret Kunsten som Forum tror vi på, at kunsten og kunstnerne har vigtig viden at byde på om kunstens socio-økonomiske vilkår.

Både i indhold og med nye kunstneriske former fortæller kunsten os hvordan kunsten, kunstnerne – og samfundet i øvrigt – har det. Enhver, der lytter til samtidskunsten, vil høre kunstnerne råbe op om samfundsmæssig og økonomisk anerkendelse, så kunsten, kunstnerne og publikum kan komme ud af den mentale isolation. Sammen.

Indlægget udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Adjunkt på Ny Carlsbergfondets forskningscenter Kunsten som Forum på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.