TOP

Danskernes forbrug af film, serier og musikstreaming steg markant i 2020

Ifølge den netop offentliggjorte rapport ‘Medieudviklingen 2020’ har coronakrisen haft en markant indvirkning på vores medieforbrug. Således er antallet af danskere, der streamer film, serier og tv-programmer ugentligt steget til 55 procent i 2020 mod 52 procent året før. 

Det er først og fremmest brugen af streaming på Youtube, Netflix og DR, der har haft markant fremgang i 2020. Disney+, der blev introduceret på det danske marked i september, har på rekordtid fået fat på 16 procent af danskerne ugentligt. 

Musikstreaming og lydbøger i vækst

Generelt har der været fremgang på tværs af alder, men den største stigning ses blandt den ældste halvdel af befolkningen.

“Hvis den udvikling fortsætter og for alvor begynder at gnave af det traditionelle tv-forbrug, vil det resultere i markante fald i forbruget af traditionelt tv de kommende år,” lyder vurderingen fra Dennis Christensen, Rasmus Andersen og Henrik Gregor Knudsen, der står bag rapporten.

Tallene i rapporten viser ydermere, at 46 procent af danskerne lyttede til musik via online-tjenester i 2020. Og blandt sidstnævnte er Spotify og Youtube i en vægtklasse for sig selv. Foruden musikken er også lydbøger og oplæste artikler blevet en stor del af danskernes lydunivers.

Læs hele rapporten ‘Medieudviklingen 2020’ her

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk