TOP

Dansker udpeget til FN’s ekspertgruppe om kunstnerisk frihed

UNESCO har udpeget Ole Reitov som medlem af en international ekspertgruppe, der skal assistere regeringer og civilsamfund med kulturteknisk assistance. Ole Reitov er alene om at repræsentere Norden i ekspertgruppen.

Ole Reitov var i 1999 medstifter af Freemuse, som arbejder internationalt for at beskytte den kunstneriske frihed. Han er uddannet journalist og har tidligere assisteret FN’s Specialrapportør for kulturelle rettigheder under FN’s Menneskeretsråd med udarbejdelsen af FN’s første rapport om kunstnerisk ytringsfrihed, som blev publiceret i 2013 .

I 2015 skrev Ole Reitov afsnittet om kunstnerisk ytringsfrihed i UNESCO’s Globale Kulturrapport “Re|SHAPING ́CULTURAL POLICIES”, hvor han blandt andet konkluderede, at “begrænsninger af kunstnerisk frihed og adgang til kunstneriske udtryk forårsager store kulturelle, sociale og økonomiske tab, fratager kunstnere deres udtryksformer og levebrød og skaber et usikkert miljø for alle dem, der er involveret i kunsten og deres publikum.”

Det er anden gang, at Ole Reitov bliver udpeget til ekspertgruppen, som blev oprettet i 2011. Den tæller i dag lidt over 40 specialrådgivere med ekspertise på en række områder som international ret, digitalisering, mediediversitet, kunstnerisk udtryksfrihed og mobilitet.

Ekspertgruppen har senest arbejdet med et træningsprogram om kunstnerisk frihed, som i 2018 blev testet af repræsentanter for regering og kulturorganisationer i Ghana og tilbydes nu lande i Asien, Afrika og Latin Amerika. Det nyudpegede ekspertpanel mødes for første gang i Bangkok i begyndelsen af februar.

 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.