TOP

Danske film omsatte sidste år for det højeste beløb nogensinde

Danske film klarede sig godt i biograferne sidste år. Målt på omsætningen nåede de i 2018 op over en kvart milliard kroner. Det højeste niveau nogensinde. 

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af nye tal fra Brancheforeningen Danske Biografers Årsrapport 2018, der offentliggøres i dag.

Resultatet er en stigning i omsætningen på 67 pct. i sammenligning med året forinden og generelt et stort skridt fremad for dansk film set i forhold til 2016-2017, hvor blot 20-21 pct. af biografgængerne valgte danske film i biograferne, mens 29 pct. gjorde det samme i 2018.

Formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, ser tallene som udtryk for, at den folkelige opbakning til dansk film er tilbage.

“I utroligt mange år har danske film i sammenligning med andre europæiske lande ligget på en tredjeplads, når man har målt hjemmemarkedsandelene i biograferne. Men så røg vi i to år ned på en niendeplads, som vi nu har vekslet tilbage til en tredjeplads i 2018,” siger han til Jyllands-Posten.

Af Filmaftalen for 2019-2023 lyder et krav, at dansk film i aftaleperioden skal have en markedsandel på minimum 29 pct. af antal solgte billetter i danske biografer:

“Det er klart, at hvis man fortsat skal nå op på de 29 pct, som politikerne har sat som krav for støtten gennem de næste fem år, er markedsordningen, altså den populærkulturelle støtteordning, et af de værktøjer, som man skal skrue på,” lyder det fra Kim Pedersen.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk