TOP

Dansk vaccinepas bliver snart en realitet: “Jeg tror, mange festivaler vil bruge det”

I Danmark har vi allerede et såkaldt testpas, som man kan bruge som bevis, hvis man er blevet testet negativ for covid-19.

Nu arbejder Sundheds- og Ældreministeriet på at få lavet et såkaldt covid-19-vaccinepas, og det kan for alvor hjælpe koncert- og festivalbranchen, når samfundet får lov til at genåbne.

Det nye vaccinepas forventes klar her i begyndelsen af året, oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i et skriftligt svar til DR Nyheder. Ligesom testpasset bliver det et print-selv-pas, som man kan hente på sundhed.dk. Med det i hånden kan man således bevise, at man er blevet vaccineret mod covid-19.

Hos interesseorganisationen for spillesteder og festivaler i Danmark, Dansk Live, glæder man sig over tiltaget, der forhåbentlig kan være med til at genåbne kulturlivet. 

“Jeg tror, mange festivaler vil bruge det, fordi det kan være med til at sikre, at der ikke sker smitteudbrud ved gennemførslen,” siger sekretariatsleder hos Dansk Live, Esben Marcher, til DR Nyheder.

Ifølge Esben Marcher kan en kombination af hurtigtest, vaccinepas eller dokumentation for, at man har antistoffer efter et sygdomsforløb, være med til at sikre, at sommerens festivaler kan blive afviklet coronafrit.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk