TOP

Dansk producer hyldes for sit internationale arbejde: “Kalder på den største anerkendelse”

Danske Populær Autorer (DPA) hyldede den 17. november dem, de mener, sætter sit præg på dansk musik. 

Flere personer i musikbranchen tog turen op på podiet og lod sig hylde af de fremmødte. Blandt andet vandt producer og sangskriver Jonas Jeberg ‘Den Kommercielle Musikskaberpris’, mens årets ‘Vækstlagsprisen’ gik til den talentfulde Mekdes. 

DPA er en interesseorganisation med cirka 1.000 medlemmer, der arbejder kreativt og markedsorienteret i både Danmark og udlandet. 

Niels Mosumgaard er formand for organisationen og forklarer, at Jonas Jeberg blandt andet modtager ‘Kommerciel Musikskaberpris’ for sit arbejde med store internationale navne som Kylie Minogue, Nicki Minaj og Kelly Rowland. 

“At tage ud i verden og gøre det, mange drømmer om, kræver fokus og evnen til at levere, og det er præcis det, årets prismodtager kan. Det kalder på den største anerkendelse at kunne begå sig på et marked med musik, der når hele verden rundt på et globalt marked præget af benhård konkurrence,” siger Niels Mosumgaard i sin tale til årets prismodtager Jonas Jeberg, der blandt andet oplevede stor succes med nummeret ‘High Hopes’ af Panic! At the Disco’ i 2018. 

Med prisen følger 30.000 kroner. 

FAKTA

Årets prisuddeling i DPA

  • ‘Den Kommercielle Musikskaberpris’: Sangskriver og producer Jonas Jeberg (30.000 kroner)
  • ‘Vækstlagsprisen’: Sangerinde Mekdes (20.000 kroner)
  • ‘Årets Ærespris’: Tekstforfatter Gunvor Bjerre (30.000 kroner)
  • ‘Årets Påskønnelsespriser’: Sanger Mads Langer, radiovært Thomas Volmer Schulz, multikunstner Bjarne Lisby og producer og sangskriver Viktoria Siff Hansen (15.000 kroner)

Kodas kulturelle midler muliggør, at der følger et økonomisk skulderklap til vinderne

Vis mere

Vækstlagsprisen gik til Mekdes

Derudover besluttede interesseorganisationen at hylde den unge Mekdes i forsøget på at give hende et skub med på vejen. Derfor modtog hun årets ‘Vækstlagsprisen’. Mekdes har ifølge suppleant i DPA’s bestyrelse, Caroline Ravn Andersen, fundet balancen mellem at være en fantastisk dygtig sanger og en intuitiv og fængende sangskriver.

Hun er hårdtarbejdende og grundig og har allerede et par gange måttet sige nej til forskellige tilbud, som ellers ville kunne have skudt hende til vejrs i en fart. Nej, det er det solide benarbejde, der er i fokus, og den lange karriere, der er i kikkerten hos den unge sangskriver,” fremhæver Caroline Ravn Andersen.

Samtidig modtog tekstforfatter Gunvor Bjerre ‘Årets Ærespris’, mens Mads Langer, Thomas Volmer Schulz, Bjarne Lisby og Viktoria Siff Hansen alle modtog ‘Årets Påskønnelsespriser’. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk