TOP

Dansk musik skal vinde over algoritmerne for at øge salg

I en international sammenhæng er musiksalget steget, siden streamingtjenesterne fik tag i musikforbrugerne. Men kigger man isoleret på dansk musik, er omsætningen faldet.

DR, brancheorganisationen DJBFA/Komponister og Sangskrivere, DPA (Danske Populær Autorer) og Odense Kommune har netop afholdt en konference om fremtidens musiklytning for blandt andet at kigge på muligheder og udfordringer for dansk musik, og her udgør streamingtjenesternes algoritmer en udfordring.

“Det siger sig selv, at musik af store amerikanske kunstnere bliver behandlet i flere anmeldelser og blogindlæg på verdensplan, end dansk musik gør, og derfor kan man være nervøs for, at dansk musik på sigt vil drukne i mængden,” siger Rasmus Rex, der er ph.d. og ekspert i digitaliseringens konsekvenser for musikbranchen, til Jyllands-Posten i forbindelse med konferencen.

Når streamingtjenester skal hjælpe forbrugerne med at finde rundt i de 30 millioner musiknumre, der i dag er tilgængelige digitalt, bliver anmeldelser og blogindlæg nemlig gennemgået maskinelt for at finde forskellige nøgleord, som bliver brugt af de algoritmer, der er afgørende for, hvad den enkelte musikforbruger bliver præsenteret for.

Derudover er maskinlytning med henblik på at inddele sange efter forskellige stemninger også en de væsentlige sofistikerede sorteringsmetoder.

“I forhold til streamingtjenesterne taler man ikke blot om pop, rock og klassisk musik, men eksempelvis også om aktivitetsbestemt musik, der er inddelt efter, om det er godt at arbejde, studere eller træne til. Der findes en liste, som hedder ‘Peaceful Piano’, og den har gjort den tyske pianist Nils Frahm meget populær, selvom de færreste ved, hvordan han ser ud,” siger Rasmus Rex til Jyllands-Posten.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.