TOP

Dansk museumsdirektør skal stå i spidsen for stort svensk museum

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg skal have ny museumsdirektør. Gitte Ørskou, som i dag er direktør for det nordjyske museum, skal fra 1. september være direktør for Moderna Museet i Stockholm.  

“Jeg finder det utrolig flot, at Gitte Ørskou skal stå i spidsen for det vigtigste museum for samtidskunst i Norden, og hun ønskes alt muligt held og lykke i det nye hverv. Samtidig er glæden og stoltheden iblandet vemod, da vi på Kunsten tager afsked med en stærk, markant og helstøbt lederskikkelse,” udtaler Kunstens bestyrelsesformand, Christen Obel, i en pressemeddelelse.

Gitte Ørskou har været museumsdirektør på Kunsten i ti år. Under hendes ledelse har Kunsten gennemgået en stor renovering, besøgstallet er steget og det indholdsmæssige ambitiøsniveau er blevet løftet.

“Gitte Ørskou mestrer den svære balance både at have noget til de mange og til de få. Hun er en behagelig person, der formår at formidle bredt. Hun har været med til at åbne Kunsten, så der er noget for alle aldersgrupper – og til både mennesker med dyb indsigt i kunst og til dem, der kommer på museum for første gang,” siger Christen Obel.

Gitte Ørskou har i sin direktørtid også været formand for Statens Kunstfond gennem fire år, formand for Billedkunstudvalget og aktiv i mange andre sammenhænge – blandt andet i medierne.

Bestyrelsen på Kunsten har sat en søgeproces i gang for at finde en ny direktør.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test