TOP

Dansk Kunstnerråd sender annonce ud på de sociale medier for at fange politikernes opmærksomhed under forhandlinger om ny finanslov

“Hvad gør danskerne, når corona-lockdown rammer Danmark? Tyer til kunst. Kunst og kultur er vores identitet. Kunsten giver indhold og mening i livet for os alle sammen. Og som erhverv bidrager kunsten til samfundet med arbejdspladser, moms og skat. Men som så mange andre sektorer kan vi ikke klare os uden offentlige investeringer. Selvom vi giver meget mere tilbage. Både af brød og ånd. Vi opfordrer de danske politikere til at huske dette, når de forhandler finansloven for 2021. Et år hvor covid-19 kommer til at kaste sin skygge over os og begrænse muligheden for at udøve og nyde kunst.”

Sådan lyder det i en digital annonce, som Dansk Kunstnerråd har sendt ud på de sociale medier. Det sker for at minde politikerne om at prioritere kunst og kultur under forhandlingerne om den kommende finanslov. 

Det er ikke første gang, at paraplyorganisationen, der repræsenterer 25 medlemsorganisationer på kulturområdet, annoncerer for at skabe opmærksomhed om dansk kulturlivs vilkår og udfordringer. 

“Vi har tidligere i annoncer gjort opmærksom på de årelange besparelser på kunst og kulturområdet  – og kæmpet for en afskaffelse af omprioriteringsbidraget. Det lykkedes. Det er klart, at vi nu står i en helt særegen situation med coronaen, og eksempelvis i Sverige har man valgt at  investere bredt og investere med et milliardbeløb i kunsten og kulturen,” siger formanden for Dansk Kunstnerråd, Jørgen Thorup, til Kulturmonitor og tilføjer:

“Det er afgørende væsentligt, at der er fokus på de kunstnere, som arbejder som selvstændige og deres manglende indtjening.”

Hvad håber I helt konkret at opnå med annoncen?

“Politiske resultater – og i den forbindelse er det afgørende, at organisationerne står samlet. Vi er i det sammen, uanset om du er kunsthåndværker, musiker, skuespiller, billedkunstner og filminstruktør. Vi vil gøre vores for at tænke i nye formater med mere, men vi har også brug for politikernes opbakning.”

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.