TOP

Dansk kultur sætter et markant aftryk i programmet på dette års SXSW

Danmark er rigt repræsenteret på verdens største branchefestival South By Southwest (SXSW), der går på tværs af musik, performance, gaming og alle mulige andre kulturelle udtryk og som afvikles i denne uge i Austin, Texas.

Danske bands, kunstnere og byudviklere sætter deres markante aftryk i programmet og både HKH Kronprinsesse Mary, kulturminister Mette Bock (LA), EU-kommissær Margrethe Vestager og arkitekt Bjarke Ingels deltager. 

”SXSW giver muligheder for at skabe samarbejder på tværs af en lang række kreative og kulturelle områder, hvor man ikke er bange for den kommercielle side af kultur. Danmark kommer med et imponerende program, hvor kulturen, det kommercielle og civilsamfundet interagerer på kryds og tværs,” lyder det fra Kulturministeren i en pressemeddelelse. 

Den danske deltagelse får base sammen med de andre nordiske lande og Scandinavian Airlines (SAS) i ‘House of Scandinavia’, hvor man ønsker at slå på fælles nordiske mærkesager som demokrati og bæredygtighed, byudvikling, design, gastronomi og kunst. Roskilde Festival har kurateret et program, der udover bands som danske Lowly, også rummer plads til talks om demokrati og korruption, performancekunst og debat om byudvikling. 

Dertil vil den danske performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen i ’House of Scandinavia’ opføre værket ’Top With the Flow’, der sætter fokus på bæredygtighed i tøjproduktion.

Både Margrethe Vestager og Bjarke Ingels er blandt de centrale talere, men derudover kan man blandt andet opleve danske kunstnere som Jakob Kudsk Steensen og Christian Lemmerz folde sig ud i virtual reality-mediet. Man kan opleve en kunstig intelligens forme kunstværket ’Semeion’ skabt af gruppen Circuit Circus. De to danskproducerede computerspil ’What the Golf’ og ’Felix the Reaper’ er begge nomineret til en ’Gamer’s Voice Award’ i kategorien Video Game under SXSWs gamingfestival. Og på SXSWs musikfestival kan man endvidere opleve navne som Powersolo og ZRN.

Tilstedeværelsen på SXSW er en del af en større kulturindsats, der blev lanceret i maj 2018. Det Internationale Kulturpanel står bag kulturindsatsen og er et samarbejdsforum bestående af Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet samt aktører inden for dansk kulturudveksling med udlandet. 

Kulturindsatsen i USA har fokus på at skabe øget kultureksport og fokuserer på seks byer, hvor Danmark ikke før har haft større indsatser: Los Angeles, Seattle, Austin, Houston, Chicago og Detroit.

Fakta om SXSW

SXSW består af fem branchefestivaler og 25 konferencespor og har eksisteret i mere end 30 år og trak i 2018 285.000 besøgende til Austin fra 101 lande. SXSW er stedet, hvor flere start-ups er blevet lanceret (Foursquare og Twitter), og hvor utallige bands er blevet spottet til vigtige festivaller eller har indgået pladekontrakter med internationale selskaber. Det seneste danske eksempel er MØ, som siden er blevet en af Danmarks største succeser internationalt.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test