TOP

Dansk krimi med international succes bliver til tv-serie med Helsingør som ramme

Snart vil tv-seere kunne opleve den kendte skaldede detektiv Dan Sommerdahl vandre rundt i Helsingørs gader. Efter flere års arbejde er et samarbejde faldet på plads, så krimiforfatteren Anna Grues romanserie om den skaldede detektiv bliver til en tv-serie, og det takket være TV 2/Danmark, ZDF i Tyskland og det amerikansk/tyske salgsselskab Dynamic Television. Det skriver Copenhagen Film Fund i en pressemeddelelse.  

Det er det danske selskab Sequoia Global Alliance, der med forfatter Lolita Bellstar og producent Janni Helleskov i spidsen har udviklet serien for TV 2 og Dynamic, og nu skal  forestå produktionen i samarbejde med det tyske produktionsselskab NDF.

Det hele kommer til at foregå i Helsingørs gader, da ønsket fra starten var, at serien skulle optages i en dansk provinsby med havn, skov, strand, lokal politistation og et levende kulturliv. Helsingør blev valgt på grund af byens idylliske og historiske identitet, og fordi den har alt, hvad der skal til for at danne en fantastisk ramme om ‘Dan Sommerdahl’. Byen kommer simpelthen til at være seriens signatur, hvilket naturligvis glæder formand for Kultur- og Turismeudvalget i Helsingør Kommune, Henrik Møller.

”Det er en utrolig spændende mulighed for at vise, både nationalt og internationalt, hvad Helsingør har at byde på samtidig med, at vi sikrer investeringer i lokale leverandører. Serien flugter på den måde perfekt med den strategi, vi har lagt, og det glæder mig derfor, at TV 2 nu kan sætte gang i arbejdet,” siger Henrik Møller.

Helsingør Kommune har i en lang årrække været bidragsyder til Copenhagen Film Fund, der arbejder for at tiltrække internationale produktioner til Danmark. 

”Vi er glade for, at teamet bag ‘Dan Sommerdahl’ har fundet interesse i en by som Helsingør og virkelig stolte af, at vi i Copenhagen Film Fund sammen med Helsingør har kunnet skabe det grundlag, som gør, at de så også kan bruge byen aktivt som lokation og arena for historierne. Og så er det jo exceptionelt, at den største tyske tv-station, ZDF, er gået sammen med TV 2 om denne satsning. Det vidner noget om kvaliteten af og efterspørgslen ude i verden på dansk crime. Det skal Copenhagen Film Fund være med til at understøtte. Vi skaber beskæftigelse og vækst på den måde, og så sikrer vi de danske fortællinger fra Danmark til hele verden,” siger direktør Thomas Gammeltoft.

Katrine Vogelsang, som er fiktionschef på TV 2, ser ligeledes vigtigheden af at skabe lokale fortællinger:

”Efter den store succes på TV 2 CHARLIE med ’Mercur’ og ’Sygeplejeskolen’ glæder vi os meget til at præsentere ’Dan Sommerdahl’. Det er en stor glæde, at serien bliver til med det smukke Helsingør som ramme, fordi TV 2 med sin regionale forankring ser en stor værdi i at fortælle historier fra hele Danmark.”

Optagelserne er planlagt til at begynde i foråret. Serien udkommer i otte afsnit og er til TV 2-Charlie, men er allerede nu solgt til hele norden samt Frankrig, Italien og Benelux.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk