TOP

Dansk Jødisk Museum får ny direktør: “Han forener på fremragende vis eliteforskerens faglighed og eliteformidlerens fortællekraft”

Historiker Janus Møller Jensen bliver ny direktør for Dansk Jødisk Museum. Han tiltræder sin nye stilling til september. 

“Vi har store forventninger til Janus. Han forener på fremragende vis eliteforskerens faglighed og eliteformidlerens fortællekraft. Han var helt central for genskabelsen af Nyborg Slot som Royalt Centrum i Danmark, og vi forventer, at hans erfaringer og kreative dynamik vil løfte Dansk Jødisk Museum op på et nyt niveau,” udtaler formand for Dansk Jødisk Museums bestyrelse, Finn Schwarz, i en pressemeddelelse og uddyber:

“Museet står over for en række store og svære opgaver de næste par år, hvor vi bl.a. skal have gennemført en renovering og en gentænkning af den permanente udstilling. Vi i bestyrelsen er overbevist om, at Janus er den helt rigtige kandidat til at løse opgaven.”

Dannebrog og korstoget til Grønland

Janus Møller Jensen er ph.d. i historie fra Syddansk Universitet. Han har gennem ti år været afdelingsleder og museumsinspektør på Nyborg Slot og har senest også været direktør for Koldinghus. 

Han er medforfatter til bogen ‘Da danskerne fik Dannebrog’ (2019) og er på vej med bogen ‘Korstoget til Grønland. Kampen om Arktis i middelalderen og renæssancen 1400-1523’, der udkommer til september.

“Det bliver et spændende skifte, og ideerne bobler allerede frem. Dansk Jødisk Museum er et virkelig interessant museum med et fantastisk potentiale, og jeg ser i den grad frem til at kaste mig over opgaven. Det er en mega spændende institution med et super vigtigt, relevant og aktuelt perspektiv i nutiden,” udtaler Janus Møller Jensen.

Janus Møller Jensen afløser Janne Laursen, der har etableret museet, og som er på vej på pension.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.