TOP

Dansk film gør tidlig status for 2019 – fire biograffilm blandt årets bedst sælgende

Når den i spænding ventede Venedig-konkurrent ‘Psykosia’ premierer i næste uge, vil alle årets danske film – bestående af 24 spillefilm og fire dokumentarer – have fundet vej til landets biografer. Men hvilket væsen har filmene gjort af sig? Det har Det Danske Filminstitut nu gjort status over. 

Mens Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersens ‘Ternet Ninja’ som bekendt slog alle rekorder, formåede tre andre danske film – ‘Ser du månen, Daniel’, ‘Jagtsæson’ og ‘Dronningen’ – at placere i sig den samlede top 10 for årets bedst sælgende film i de danske biografer.

FAKTA

Bedst sælgende film i de danske biografer 2019

1. Ternet Ninja (946.502 billetter – dog 618.169 i 2019)
2. Avengers: Endgame (574.165 billetter)
3. Løvernes Konge (511.780 billetter)
4. Joker* (505.183 billetter – indtil videre)
5. Ser du månen, Daniel* (471.865 billetter – indtil videre)
6. Jagtsæson (470.569 billetter)
7. Green Book (414.666 billetter)
8. A Star is Born (606.397 billetter – dog 370.755 i 2019)
9. Dronningen (332.809 billetter)
10. Once Upon a Time in Hollywood (323.301 billetter)

*Vises fortsat i biograferne
Kilde: DFI

Vis mere

Samlet set lykkedes det tilmed dansk film at øge billetsalget i forhold til det forgangne årtis billetgennemsnit – dog uden at overgå sidste års markante billetsucces.

Således endte danske film i 2019 med at sælge 3,5 millioner billetter. Gennemsnittet for de foregående ti år er 3,3 millioner billetter.

Også med andre, mindre kvantitative briller var 2019 et mærkbart år i de danske biografer – et år, som ifølge DFI’s administrerende direktør, Claus Ladegaard, bød på “mange stærke og vedkommende film”. 

“‘Dronningen’ blev udråbt til et hovedværk og gav os en masse at tale om. ‘Ternet Ninja’ lokkede med humor og dybde så mange i biografen, at den endte som den mest sete danske film i 34 år, mens skarpe film på små budgetter som ‘Onkel’ og ‘Danmarks sønner’ berørte os med deres kompromisløse historier, ” skriver Claus Ladegaard i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Og så er der alle de andre film, der har været med til at tegne et år med stor bredde i stemmer og fortællinger. Vi når ikke helt de ambitiøse, konkrete mål fra Filmaftalen, men med en forventet markedsandel på 27 procent tør jeg godt spå, at vi fortsat hører til i toppen af poppen i europæisk film.”

Talenterne vinder frem – og dog

Et nedslagspunkt i DFI’s kortlægning over 2019 er mængden af instruktørdebutanter og andengangsinstruktører, der udgjorde over halvdelen af årets danske film.

FAKTA

Debutanter og andengangsinstruktører

Debuterende instruktører:
Rasmus Kloster Bro (‘Cutterhead’)
Ulaa Salim (‘Danmarks Sønner’)
Poul Berg (‘Hacker’)
Marie Grahtø Sørensen (‘Psykosia’)
Magnus Millang (‘Selvhenter’)
Laurits Flensted-Jensen (‘Usynligt hjerte’)

Andengangsinstruktører:
May el-Toukhy (‘Dronningen’)
Tilde Harkamp (‘Jagtsæson’)
Mehdi Avaz (‘Kollision’)
Frelle Petersen (‘Onkel’)
Jonas Alexander Arnby (‘Selvmordsturisten’)
Samanou Acheche Sahlstrøm (‘Til vi falder’)

Kilde: DFI

Vis mere

En del af baggrunden for de mange nye talenter kan findes i Filminstituttets fokus på lavbudgetfilm samt talentordningen New Danish Screen, som giver instruktørerne mulighed for at få erfaring med spillefilmformatet tidligt i karrieren.

Det er dog også blandt debutanterne, at de laveste billettal skal findes. Således ender Rasmus Kloster Bros anmelderroste overlevelsesthriller ‘Cutterhead’ som årets mindst sete danske biograffilm med 1.003 solgte billetter efterfulgt af ‘Usynligt hjerte’ (1.183 billetter) og ‘Selvmordsturisten’ (2.639 billetter).

Undersøgelse af “dybere spor”

Ifølge Claus Ladegaard er der god grund til at kigge frem mod næste år, hvor flere danske film – blandt andre Anders Refns krigsdrama ‘De forbandede år’ og Klovn-trilogiens afsluttende kapitel, ‘Klovn the Final’ – forventes at give tæt trafik ved billetlugerne.

“Vi kan se frem til et nyt filmår med fortællinger, der appellerer til publikum med underholdningsværdi, filmisk kvalitet og stof til eftertanke,” skriver Claus Ladegaard i pressemeddelelsen og vender også blikket mod de mere branchefokuserede udsigter.

“Vi har i 2019 arbejdet med at undersøge og sætte ord på, hvordan vi kan forstå den kulturelle betydning af dansk film. I begyndelsen af 2020 fremlægger vi den første undersøgelse af den betydning, som er vanskelig at måle og veje, men som berører de dybere spor, filmene sætter hos publikum,” skriver den administrerende direktør.

I 2019 har DFI sammen med konsulentbureauet Will & Agency igangsat en række brancheworkshops med henblik på at styrke den danske filmbranches forståelse for publikum.

Projektet bærer titlen ‘Publikum tættere på’, og ifølge Filminstituttet vil nogle af de opsamlede fokuspunkter, indsigter og erfaringer sandsynligvis blive offentliggjort i starten af 2020.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test