TOP

Dansk Erhverv ønsker koncertforsøg og eftersyn af restriktionerne efter smitteresultatet fra Brøndbys guldfest

Selv om den massive fejring af Brøndbys mesterskab i fodbold er blevet skarpt kritiseret for at være en supersprederbegivenhed, så er det ikke nødvendigvis tilfældet. Indtil videre har man ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed fundet 85 smittetilfælde som følge af begivenheden, og det er ifølge professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, Hans Jørgen Kolmos, positivt, skriver B.T. 

Han mener, at erfaringerne fra guldfesten sagtens kan overføres til større udendørs arrangementer på kulturområdet, og den idé er man hos Dansk Erhverv med på.

“Det er en ret interessant udvikling, som vi her er vidne til. I Dansk Erhverv mener vi, at tallene giver god grund til at se både på restriktionerne og hurtigt lave flere forsøg i Danmark, så vi kan blive klogere på smittespredningen ved for eksempel større koncerter,” siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv til B.T.

En lang række aktører både i og udenfor kulturlivet har efterlyst, at myndighederne giver grønt lys til forsøg med egentlige testkoncerter, som man har set det i blandt andet Tyskland og Spanien. Kulturministeriet har tidligere oplyst, at man ser nærmere på de udenlandske forsøg og sammen med sundhedsmyndighederne overvejer lignende forsøg herhjemme.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk