TOP

Forhåndsfavorit snuppede Oscar foran dansk dokumentar

Det danske Oscar-håb ‘The Cave’ måtte desværre gå tomhændet fra Dolby Theater i Hollywood, hvor den 92. Oscar-uddeling fandt sted natten til mandag dansk tid.

I stedet for den danskproducerede dokumentar blev det forhåndsfavoritten ‘American Factory’, der løb med prisen for bedste dokumentarfilm. 

Nederlaget til ‘The Cave’ kommer efter længere tids usikkerhed om, hvorvidt filmens syriskfødte instruktør, Feras Fayyad, ville få mulighed for at deltage i prisuddelingen.

Som annonceret endte Fayyads indrejse-kaos dog godt, og sammen med de danske producere Sigrid Dyekjær og Kirstine Barfod befandt Feras Fayyad sig i salen under uddelingen – endda sammen med filmens omdrejningspunkt, den unge kvindelige læge, dr. Amani Ballour.

‘The Cave’ handler om Ballours ledelse af et underjordisk, hemmeligt hospital i den syriske provins Al-Ghouta, hvor hun forsøger at holde håbet oppe hos en lokalbefolkning lammet af raserende krig. 

Foruden de adskillige internationale priser, filmen har vundet, blev den for nyligt også hyldet herhjemme, da den høstede et øredøvende bifald og prisen for bedste dokumentar ved Robert Prisen 2020.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk