TOP

Danmarks Tekniske Museum får ny bestyrelsesformand

Bestyrelsen bag Danmarks Tekniske Museum i Helsingør får ny formand. Efter en lang årrække har Jørgen Lindegaard valgt at trække sig for at koncentrere sig om arbejdet i Bygningsfonden 4.0, der står bag projektet, der vil skabe et helt nyt teknisk museum i Svanemølleværket i Københavns Nordhavn.

Ny bestyrelsesformand er Christoffer Susé, der er administrerende direktør i Håndværkerforeningen i København. Danmarks Tekniske Museum blev etableret i 1911 af netop Håndværkerforeningen i København samt Industriforeningen, i dag Dansk Industri.

”Danmark er et af verdens mest højteknologisk industrisamfund, og museets enorme og unikke samling bidrager til at fortælle den fantastiske historie, der ligger bag. Vores industri- og håndværksvirksomheder har været en afgørende motor for den velstand, som er grundlaget for det velfærdssamfund vi kender i dag, og som skal danne grundlag for fremtiden. I de kommende år – indtil museet skal flytte – vil vi sætte endnu mere fokus på, hvordan vi kan bruge vores viden fra fortid og nutid til at lære, hvordan vi skal gribe fremtiden an,” lyder det fra museets nye formand i en pressemeddelelse.

Store visioner for Svanemølleværket

Planerne om det nye museum i Svanemølleværket er stadig på tegnebrættet, men kan – hvis blandt andet finansieringen falder på plads – efter planen slå dørene op i 2025. 

”Vi har en vision om at skabe et museum, der med udgangspunkt i nutiden kaster lys på både fortiden og fremtiden. Et sted hvor Danmarks fantastiske industrihistorie bliver fortalt, og som inviterer på en rejse ud i de store spørgsmål, som optager mennesker i teknologisamfundet,” fortæller Jørgen Lindegaard om det nye museum.

”I min første periode i bestyrelsen flyttede vi museet fra Nordre Strandvej til de nuværende haller på Fabriksvej, og i den forbindelse fik vi plads til den store samling af fly, som vi overtog fra Flymuseet i Billund. I de sidste par år har jeg haft fokus på at skabe forudsætningerne for, at finde en blivende plads til museet. Det arbejde udkrystalliserer sig i den nye bygningsfond, og jeg ser umådeligt frem til at fuldføre forsøget med at skabe økonomisk mulighed for at flytte museet til Svanemølleværket,” siger Jørgen Lindegaard.

Jørgen Lindegaard har været formand for museets bestyrelse i to omgange af 8 år.

I museets bestyrelse sidder nu ud over Christoffer Susé, Rasmus Larsen, Ib Kirkegaard, Flemming Hedemark, Nils Zeeberg og Ole K. Skov-Ettrup.

I bestyrelsen for Bygningsfonden finder vi, ud over Jørgen Lindegaard, Lars Frelle-Petersen, Lars Liebst, Mette Lis Andersen og Christoffer Susé.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk