TOP

Danmarks største biografkæde får ny marketingschef

Nordisk Film Biografer vil fortsat være Danmarks stærkeste biografbrand. Derfor ansætter de Michael Sørensen som ny Head of Marketing & Film. 

Michael Sørensen skal som overordnet ansvarlig for marketing og filmbooking styrke Nordisk Film Biografer i bestræbelserne på at levere den bedst mulige gæsteoplevelse. 

“Vi er meget glade for, at det er lykkedes os at få Michael Sørensen til Nordisk Film Biografer. Michael kommer med stor kapacitet og erfaringer, som i den grad vil bidrage til at videreudvikle og forny Nordisk Film Biografer med gæsteoplevelsen i centrum. Michael har gennem sin karriere arbejdet med stærke nationale og internationale forbrugerbrands med kvalitet og brandidentitet i højsædet, hvilket er kompetencer, vi hos Nordisk Film ser frem til at få tilført,” udtaler Casper Bonavent, der er administrerende direktør for Nordisk Film Biografer, i en pressemeddelelse.

Michael Sørensen kommer med 10 års erfaring hos Lego, hvor han nåede at arbejde som Director, Account Management & Strategy i USA og Brand Director i Tyskland. Senest stiftede han konsulentvirksomheden Oomph!, der understøtter virksomheders forretningsudvikling med digital markedsføring.

“Jeg elsker film. Derfor er jeg begejstret over at have fået denne mulighed. Jeg glæder mig til at bidrage med at give endnu flere gæster Danmarks bedste biografoplevelse i Nordisk Film Biografer,” siger Michael Sørensen.

Nordisk Film Biografer er Danmarks største biografkæde med 23 biografer. Han tiltræder stillingen den 7. oktober. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk