TOP

Danmark sætter rekord i kulturstøtte fra EU: Fik 53,8 millioner kroner sidste år

Danmark bliver kun overgået af store nationer som Frankrig og Tyskland, når det gælder om at hente penge fra den europæiske mediestøtteordning under EU, der primært bidrager til udviklingen af spil, fiktions- og dokumentarfilm, produktion af tv-programmer, distribution af europæiske film og filmfestivaler.

Det skriver mediet PolicyWatch.

Den samlede pulje udgjorde i 2019 omkring 758,2 millioner kroner og heraf har danske produktioner modtaget 53,8 millioner kroner svarende til syv procent af den samlede pulje, fremgår det af de seneste tal fra Creative Europe.

Danmark har aldrig tidligere modtaget så meget i støtte siden programmet startede tilbage i 2014.

Syv danske serie-produktioner står for den største del af støtten, men også fire danske filmproduktioner og filmfestivalen CPH:DOX har modtaget støtte i 2019.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk