TOP

DAB-fejden fortsætter: Radio24syv vil have ny kulturkanals sendetilladelse standset

Blev der spillet efter reglerne, da Radio- og tv-nævnet i sidste måned udråbte Radio Loud til sejrsherre over den udbudte DAB-kanal foran selveste Radio24syv?

Det spørgsmål stillede både radiofolk, borgere og politikere sig i ugerne efter den omstridte beslutning, inden mediestormen gradvist stilnede. Udsigten til arbejdsro fik Radio Louds direktør, Ann Lykke Davidsen, til at udtale sig om fremtiden – en fremtid, hvor radioen “intet får foræret” ifølge direktøren. 

“Det er så fedt,” sagde Ann Lykke Davidsen også om de angiveligt hundredevis af uopfordrede job og idéansøgninger, der allerede er endt i Radio Louds indbakke. 

“Fejl og huller”

Nederlaget i DAB-sagen har dog ikke fået Radio24syv til at kvitte kampen om hverken erstatning eller overlevelse.

Tidligere på måneden formulerede radiokanalens advokater en stævning mod Radio- og tv-nævnet, som i sidste uge blev forelagt nævnet.

Den stævning har Politiken nu fået indsigt i, og ifølge avisen kræver Radio24syvs advokater ikke blot en erstatning på 980.000 kroner for det tab, stationen har lidt ved at forgæves at deltage i udbuddet – de kræver også, at sendetilladelsen til Radio Loud sættes i bero, mens sagen står på.

“Der er så prekære fejl og huller i sagsbehandlingen, at vi gerne vil have det belyst af en uvildig instans,” udtaler tidligere Radio27syv-direktør Jakob Kvist til DR og fortsætter:

“Det ender jo sådan lidt kafkask med, at de eneste, der kan behandle klagen er Radio- og tv-nævnet selv. Og de har jo så sjovt nok frifundet sig selv.”

Uden direkte at citere Jakob Kvist skriver DR i øvrigt, at den tidligere Radio24syv-direktør “dog ikke lægger skjul på, at ønske-scenariet er, at Radio24syv kan genopstå.”

Privat håndsrækning

Ifølge Politiken fokuserer stævningen mod Radio- og tv-nævnet på en række områder, hvor DAB-udbuddets præmisser har været misledende. 

Det drejer sig blandt andet om selve nævnets inhabilitet samt det faktum, at Radio Louds ansøgning blev taget i betragtning, selvom den ikke levede op til krav formuleret i udbudsmaterialet. Ifølge stævningen er det i strid med reglerne om ligebehandling og gennemsigtighed i udbudsprocessen.

Radio24syvs søgsmål mod Radio- og tv-nævnet er støttet af den private fond Borgerretsfonden, som indtil videre afsat op til tre millioner kroner til juridisk bistand.

“Vi har fået lavet en uvildig, juridisk vurdering af forløbet. Den har vi læst – og derfor står vi lige bag Radio24syv, og vi står der hele vejen til de internationale domstole – og vi opfordrer alle andre retssikkerhedsorienterede kræfter til at gøre det samme«, skriver fondsbestyrelsen til Fagbladet 3F ifølge Politiken.

 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test