TOP

CPH:DOX aflyser åbningsgalla på Det Kongelige Teater

CPH:DOX, Københavns internationale dokumentarfilmfestival, aflyser på baggrund af Covid19-situationen sin åbningsgalla. Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

Der var inviteret 1200 gæster til åbningen, der skulle have fundet sted på Det Kongelige Teaters Gamle Scene den 17. marts. Med aflysningen imødekommer festivalens ledelse således statsminister Mette Frederiksens anbefaling om at aflyse arrangementer med mere end tusind deltagere.

En række andre kulturbegivenheder, koncerter og arrangementer er ligeledes blevet aflyst hen over weekenden og i de kommende dage som følge af regeringens anbefaling. En anbefaling, der i øvrigt har mødt kritik fra flere sider, da et egentligt påbud ville have stillet arrangørerne bedre i forhold til deres kontraktlige forpligtigelser.

Nu forestår en diskussion om, hvorvidt de berørte kulturinsitutioner skal have en form for kompensation for den tabte fortjeneste. Regeringen var hen over weekenden ikke afvisende overfor den mulighed.  

Dox gennemføres ellers som planlagt

CPH:DOX gennemføres i øvrigt som planlagt, medmindre myndighederne kommer med nye retningslinjer for at undgå Covid19-smitte i befolkningen, luder det fra ledelsen. 

Dokumentarfilmene vises i perioden fra 18. til 29. marts i biografer, kulturhuse, kulturinstitutioner og på biblioteker landet over. Filmene vises i biografer og spillesteder med en kapacitet imellem 150-600.

Den planlagte åbningsfilm ‘Kampen om Grønland’ vil blive vist ved syv arrangementer under festivalen.

Ifølge festivalen følger man udviklingen tæt og er i løbende dialog med myndighederne omkring deres anvisninger i forhold til alle aktiviteter.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk