TOP

Coronavirus rammer nystartet forlag: “Nogen vil kalde det en skam – vi kalder det en katastrofe”

Kommentar: Ingen af os har gået på CBS, men vi var ikke bange for at stjæle deres metoder, da vi var på endnu en sommerhustur for en måned siden for at arbejde. Medbragt var A3-papirer og tuscher i forskellige farver og post-its. Verdensherredømmet skulle overtages, eller sådan føltes det i hvert fald. 

Forlaget Harpyie skulle langt om længe gå i luften, sådan rigtigt, og det skulle ikke gå ubemærket hen. Der blev lavet mindmaps og kalkuler, skrevet pressemeddelelser og tilrettelagt udførlige faseplaner for lanceringen. Det var en håbefuld tur. De to første udgivelser var på vej i trykken. Endelig var det ved at være tid til at vise det, som vi har arbejdet på så længe. 

For arbejdet det har vi. Om aftenen og i weekenden, søndag har været inddraget permanent til forlagsarbejde, og vores venner og familie har efterhånden vænnet sig til, at de kommer i anden række. Det er konsekvensen, når man vil lave et forlag og en virksomhed i det hele taget, og samtidig har et fuldtidsarbejde ved siden af. Det vidste vi godt, dengang vi tegnede de første konturer af et nyt forlag, vores eget forlag, bag på en konvolut. Det var sådan, det kunne løbe rundt, hvis vi gerne ville betale alle involverede: At vi selv tjente vores penge et andet sted i dagtimerne.  

Vi opstillede en række forskellige scenarier i sommerhuset: Hvad var worst case og best case scenarios? Vi anede ikke, at der snart skulle udfolde sig et scenarie, som vi ikke ligefrem kunne se i spåkuglen eller i excelarkene. De to første udgivelser blev sendt til tryk, filerne blev godkendt, og vi gjorde os klar til at gå i luften. I april skulle det fandeme være!

Vi er på listen over corona-ramte

Men så kom der et bæst til Danmark. Det bæst hedder corona eller covid-19, og det rammer de svageste i samfundet hårdest. Det gælder de ældre, de på andre måder fysisk svækkede, dem der lever med vold i hjemmet, de hjemløse, listen er lang. Og indrømmet: Når konsekvenserne af coronas færd i Danmark en dag skal gøres op, vil vi være meget, meget langt nede på listen over alle dem, der har lidt tab. Ikke desto mindre er vi på den liste. 

Med tilbageholdt åndedræt så vi Mette Frederiksens pressemøde. Eller rettere sagt så én af os det pressemøde, den anden var faldet i søvn på sofaen (den effekt kan forlæggerlivet også have på én). Lad os væbne os med tålmodighed, blev vi enige om, da den sovende forlægger var blevet panik-vækket af den vågne, måske bliver det ikke så slemt. 

Var vi naive? Tja. Håbet er lysegrønt. De kommende dage fik vi begge etableret VPN-forbindelser (det nye sort), der blev holdt skypemøder med vores respektive kollegaer og sådan set var den nye hverdag ikke så anderledes derhjemme. Men hvad skulle der blive af det lille vilddyr af et forlag, som vi så gerne ville give en god start på livet? 

Den bekymring var vi bestemt ikke alene om. Den ene time var de varskoede hjælpepakker nøglen til at få økonomien til at hænge sammen. Timen efter styrtede den forhåbning i grus. Det store sikkerhedsnet, der blev spundet og stadig udvikles, kan desværre ikke hjælpe os. Vi er iværksættere i den første, kritiske fase. Vi har ingen tabt indtjening (som vi kan bevise), vi har intet bagkatalog at sælge. Vi har ingen ansatte, vi kan hjemsende, ingen lønninger at få refunderet. De faste udgifter, vi har, kan vi ikke få dækket. 

Heldigvis er vi i den privilegerede situation, at vi begge stadig har et job og får fuld løn. Det betyder, at vi ikke skal bekymre os om at gå fra hus og hjem – og så alligevel. Det koster penge at trykke bøger. Mange penge endda. Ikke i det store billede, men for en privatøkonomi som vores er det. Hvad der skulle have været en milepæl, begyndelsen på et forlag, blev mareridt om, hvordan vores første udgivelser samlede støv på et lager, mens likviditeten gik i rød. 

Mødt af lukkede døre

Så vi drak en øl og besluttede os for at være løsningsorienterede. Vi besøgte et par boghandlere, og selv på to meters afstand kunne vi se, at tiden til at tale om fremtidige bøger ikke var lige nu. Det kunne og kan vi sagtens forstå, for der kom flere og flere skilte i dørene på lukkede boghandlere. 

Samtidig boblede pressen over med corona-historier (164.000 stk. sådan cirka). Febrilsk læste vi vores to første udgivelser igennem: Er der en eller anden pandemi-vinkel, vi har overset? Spoiler-alert: Det er der ikke. Vi sagde det først ikke højt til hinanden, men vi tænkte det begge: Vi er uaktuelle. Det lille bitte mulighedsrum, der findes til sådan nogle som os, i pressen, blev mere og mere snævert. 

Derfor drak vi en øl igen (okay, et par stykker), forsøgte at grave lidt ny optimisme frem. De følgende dage kimede vi MobilePays kundeservice ned – det var da mere end 21 dage siden, vi bestilte det. Eller var det? Vi så YouTube-tutorials om html-kodning og fik opdateret vores hjemmeside, sådan da. Samtidig lød der flere og flere nødråb fra litteraturfolk i samme situation som os. Det var der en slags tryghed i: I det mindste er vi i samme båd, selvom der er hul i bunden.

For tiden handler det meget om at støtte de lokale restauranter og butikker. Vi drømmer om, at fanebærerne for litteraturen finder plads i den bevægelse. Det er ikke så svært, men nok lidt mere besværligt, end det er at bestille take-away. Måske indebærer det, at du for eksempel skal sende en mail med din bestilling. Måske skal du vente lidt længere tid på, at bogen lander i din postkasse. Måske skal du endda selv lave lidt opsøgende arbejde, for udgivelserne får ikke særlig meget spalteplads, og da slet ikke nu. Men udgivelserne er der. Og forlæggerne, forfatterne og oversætterne er der også. Og litteraturformidlerne for den sags skyld.  

Måske kommer der en hjælpepakke til iværksættere?

De er truet nu, vi er truet nu. Nogen vil kalde det en skam – vi kalder det en katastrofe. For ligeså mangefacetteret som livet er, ligeså mangefacetteret skal litteraturen og formidlingen af den være. Der skal være litteratur nok til et helt liv og gerne også ét til. Og hvis det kun er stormagtsforlagene, der udgiver den, så er der uden tvivl noget, der går tabt.

Da vi tidligere i år annoncerede forlagets opstart, var en del journalister interesserede i det faktum, at vi ikke fik løn. Var det en slags frivilligt arbejde, vi lavede, ligesom andre var frivillige i Røde Kors? Vi blev kaldt idealistiske ildsjæle. Den slags retorik bruges ofte om et forlag som vores. Man kalder os ildsjæle, romantiserer hvordan vi med blod, sved og tårer som eneste ressource bringer litteratur ud i Danmark. Og det er på sin vis også rigtigt. Blod, sved og tårer har der været rigeligt af de sidste par uger. Det er ikke det, der mangler. 

Forleden kom bøgerne fra tryk, godt en måned inden den planlagte udgivelsesdato. Det var en blandet fornøjelse. Men midt i usikkerheden er der noget, der ulmer: der er opbakning derude. Ikke bare til os, men også til dem i samme situation som os. Måske følger der snart en hjælpepakke med, som sikrer iværksættere som os. Højst sandsynligt gør der ikke. Men i går fik vi MobilePay, og de første forudbestillinger er landet. Politikens Boghal skriver, at de gerne vil sælge vores bøger. 

Der er håb at hente, der er nogen på linjen. 

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk. 

Johanne Bille og Sidsel Andersen, stiftere af Forlaget Harpyie