TOP

Copenhagen Light Festival sætter historisk rekord i undtagelsernes år: “Og det er endda det forsigtige tal”

Den årlige Copenhagen Light Festival satte tilsyneladende historiske rekorder, da den for fjerde gang udsmykkede det københavnske bybillede med lysinstallationer i tre uger i februar.

Det skriver mediet The Copenhagen Post, der angiver, at mindst 750.000 mennesker besøgte Copenhagen Light Festival fra 5. til 27. februar – og som dermed kalder festivalen for “den mest besøgte begivenhed i Danmarks historie”. 

Tallet bekræftes af lysfestivalens bestyrelsesformand, Jesper Kongshaug, der til Kulturmonitor understreger, at det er lavt sat.

“Hvis en person, der har brugt app’en, har gået sammen med en eller to eller tre personer, så er de øvrige personer ikke talt med – kun vedkommende, der har brugt app’en,” forklarer Jesper Kongshaug.

Kunne også have sagt en million

Til grund for de 750.000 mennesker, der altså menes at have besøgt Copenhagen Light Festival i februar, ligger ifølge bestyrelsesformanden et “krydstjekket og kvalificeret estimat”. 

Det omfatter tællinger af folk, der er gået forbi visse punkter på lysfestivalens forskellige ruter, samt en brugerundersøgelse med fokus på brug af lysfestivalens app og hjemmeside.

Jesper Kongshaug fastslår, at app’en blev downloadet knap 47.000 gange, og at festivalens hjemmeside i februar havde mere end 800.000 sidevisninger og 260.000 unikke brugere.  

“Blandt andet på baggrund af app’en og aktiviteten på vores hjemmeside er 750.000 det eneste tal, vi kan dokumentere, så det er det, vi er gået ud med. Og det er endda det forsigtige tal. Vi kunne sikkert også godt have sagt en million,” siger han.

“Folk følte sig ikke presset”

Bestyrelsesformanden hæfter sig ved, at lysinstallationerne var placeret med behørig afstand imellem sig, at festivalens dansk- og engelsksprogede kommunikation tiltrak mange andre mennesker end etniske danskere, og at publikumtilstrømningen ifølge festivalens egne tal steg februar måned igennem.

“Det rygte, vi fik, var altså et positivt rygte, og det gjorde, at der var en stigende opmærksomhed gennem de tre uger, festivalen stod på. Frygten var jo, at pandemien kunne afholde folk fra at møde op, men fordi vi havde lagt tingene med 2-300 meters mellemrum, følte folk sig ikke presset,” siger Jesper Kongshaug.

Kan man fejlagtigt være blevet talt med blandt de 750.000 mennesker, hvis man for eksempel bare har været ude at gå en tur?

“Det er svært at forestille sig.”

Copenhagen Light Festival vender tilbage i februar 2022. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk