TOP

Borgmester i Aarhus: “Vi kommer til at gennemføre festugen”

Selvom den genopblussede spredning af coronavirus har fået hele Danmark til at stille skarpt på smittesynderen Aarhus, har landets næststørste by alligevel planer om at gennemføre sin traditionsrige festuge, der fra 28. august og 10 dage frem udruller en lang række kulturbegivenheder i byen. 

Det fastslår borgmester Jacob Bundsgaard (S), som også er bestyrelsesformand for Aarhus Festuge, til Jyllands-Posten.

“Vi kommer til at gennemføre festugen, men vi kommer også til at tage alle de nødvendige forholdsregler for at mindske risikoen for smitte. Vi laver løbende vurderinger af, hvilke arrangementer der kan lade sig gøre i forhold til myndighedernes anvisninger,” siger Jacob Bundsgaard til avisen.

Han tilføjer, at Aarhus Festuge – som altså skydes i gang om lidt over to uger – er klar til at lukke arrangementer ned, hvis udviklingen i coronasmitten gør det nødvendigt.

Fri luft, ingen kontaktpunkter og løse starttidspunkter

På sin hjemmeside redegør Aarhus Festuge for flere af de sikkerhedstiltag, som det omfattende kulturarrangement har taget i brug som følge af myndighedernes krav og anbefalinger.

“Mange arrangementer foregår udenfor i den frie luft, er uden kontaktpunkter og uden faste starttidspunkter. Dermed skaber vi et flow og sikrer, at folk ikke stimles sammen på specifikke tidspunkter,” lyder det blandet på festugens hjemmeside. 

Aarhus Festuge er sat til at vare fra 28. august og ti dage frem.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk