TOP

Bøger om forbrugsorgie og overgangsalder sikrer danske forfattere nominering til Nordisk Råds litteraturpris 2021

Til november bliver Nordisk Råds litteraturpris 2021 uddelt i København, og de nominerede, som er i spil til at modtage prisen og de medfølgende 300.000 kroner, er nu offentliggjort. 

Fra dansk side er Asta Olivia Nordenhof og Ursula Andkjær Olsen blevet nomineret. 

Asta Olivia Nordenhof er nomineret for romanen ‘Penge på lommen. Scandinavian Star. Del 1’, som forlaget Basilisk har udgivet.

FAKTA

Nominerede til Nordisk Råds litteraturpris 2021

Danmark: 

  • ‘Penge på lommen. Scandinavian Star. Del 1’ af Asta Olivia Nordenhof. Roman, Basilisk, 2020.
  • ‘Mit smykkeskrin’ af Ursula Andkjær Olsen. Digtsamling, Gyldendal, 2020.

Finland:

  • ‘Bolla’ af Pajtim Statovci. Roman, Otava, 2019.
  • ‘Autofiktiv dikt av Heidi von Wright’ af Heidi von Wright. Digtsamling, Schildts & Söderströms, 2020.

Færøerne:

  • ‘Eg skrivi á vátt pappír’ af Lív Maria Róadóttir Jæger. Digtsamling, Forlaget Eksil, 2020.

Grønland:

  • ‘Naasuliardarpi’ af Niviaq Korneliussen. Roman, Milik Publishing, 2020.

Island:

  • ‘Um tímann og vatnið’ af Andri Snær Magnason. Roman, Forlagið, 2019.
  • ‘Aðferðir til að lifa’ af Guðrún Eva Mínervudóttir. Roman, Bjartur, 2019.

Norge:

  • ‘Er mor død’ af Vigdis Hjorth. Roman, Cappelen Damm, 2020.
  • ‘Det uferdige huset’ af Lars Amund Vaage. Roman, Forlaget Oktober, 2020.

Det samiske sprogområde: 

  • ‘Gáhttára Iđit’ af Inga Ravna Eira, Digtsamling, Davvi Girji, 2019.

Sverige:

  • ‘Strega’ af Johanne Lykke Holm. Roman, Albert Bonniers Förlag, 2020.
  • ‘Renheten’ af Andrzej Tichý. Noveller, Albert Bonniers Förlag, 2020.

Åland:

  • ‘Broarna’ af Sebastian Johans. Roman, Nirstedt/litteratur, 2020.
Vis mere

“‘Penge på lommen’ er en hård og voldsom bog, som vil noget. Den er så sjælden en fugl som en solidarisk og dømmefri sprogliggørelse af det marginaliserede, senkapitalistiske menneskes indre og ydre liv, som det ser ud i de skandinaviske velfærdssamfund fra 60erne til i dag. Romanen er dermed et stykke samtidshistorie, der vil forstå og analysere de begærsmekanismer, som har skabt det senkapitalistiske forbrugsorgie, og den efterfølgende krise vi befinder os i nu. Og at det kan lade sig gøre at fremstille så rige og skrøbelige livsverdener i et så intensivt, åbent og ømt billedsprog gør romanen akkurat ligeså tindrende smuk, som den er uafrystelig,” lyder det i motiveringsteksten.

Digteren Ursula Andkjær Olsen, der også var i spil til prisen i 2009, er nomineret for samlingen ‘Mit smykkeskrin’, som er udkommet på Gyldendal. Her bliver blandt andet tematiseringen af overgangsalderen fremhævet i motivationsteksten:

“I ‘Mit smykkeskrin’ folder digtene sig ud i tid og som tråde til de andre digte i en imponerende netværksstruktur. Digtsamlingen viderefører emner om moderskab og tab, som har været centralt i forfatterskabet siden ‘Det 3. årtusindes hjerte’ (2012), men det nye og banebrydende er, at temaerne nu knyttes sammen med overgangsalderen: ”jeg er en mor/som ikke gør nogen til søskende/som ikke kommer til at gøre nogen til søskende.” Klimakteriet er kun sporadisk berørt i nordisk litteratur, og Ursula Andkjær Olsen behandler det på en original poetisk måde ved at vise, hvordan overgangsalderen sætter spor i krop og sind samtidig med, at den er en del af et større kredsløb.”

I alt er 14 forfattere fra de nordiske lande nomineret til den prestigefyldte pris.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.