TOP

Birgitte Possing får Holbergmedaljen 2020: “Holberg er på mange måder en tidlig feminist”

Professor emerita, dr. phil og forfatter Birgitte Possing får Holbergmedaljen 2020 og de medfølgende 75.000 kroner. Det oplyser Statens Kunstfond i en pressemeddelelse. 

‘Holbergmedaljen for 2020 tildeles dr. phil. Birgitte Possing for hendes afgørende indsats ved i skrift og tale at sætte kvinders rolle i historien, kulturen og samfundet på vor tids dagsorden. Birgitte Possing indtager herigennem en foregangsposition i dagens brændende debat,” lyder det i Holbergkomiteens motiveringstekst, hvor det bliver fremhævet, at Birgitte Possings forfatterskab omfatter biografier af betydningsfulde kvindeskikkelser, og at hun har spillet en central rolle for tilblivelsen af Dansk kvindebiografisk leksikon. 

Birgitte Possing er desuden forfatter til bogen ‘Argumenter imod kvinder – fra demokratiets barndom til i dag’ (2018), der bliver indledt med en reference til det feministiske spor hos Holberg. 

“I bogen afdækker og gennemlyser hun på veloplagt vis en række nedgørende stereotyper omkring kvinder, dokumenteret gennem udsagn fra ikke mindst magtfulde mænd. Hun demonstrerer her en unik evne til at ramme, hvor det seriøst gør ondt,” skriver Holbergkomitéen. 

Holbergmedaljen er siden 1934 hvert år blevet uddelt til en dansk forfatter eller forsker, der markerer sig i den holbergske ånd, og som modtager af den kommer Birgitte Possing blandt andet i selskab med K.E. Løgstrup, Thorkild Bjørnvig, Suzanne Brøgger og Rune Lykkeberg.

“Holberg er på mange måder en tidlig feminist. Gennem hele forfatterskabet – det satiriske, det filosofiske, det historiske – løber en rød tråd af undren over, at den halve del af menneskeheden ikke uden videre har adgang til at udfolde talent, kløgt og styrke. Holberg er en af de mest konsekvente fortalere for ligestilling mellem kønnene. Han klædte den meningsløse mandsdominans af til skindet og ironiserede over det klichéfyldte kvindesyn, der i hans optik blandt andet hang sammen med opdragelse. Holberg er kort sagt storleverandør af ’argumenter for kvinder’!” udtaler formand for Holbergkomitéen, Bent Holm.

 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.