TOP

Billedkunstnere offentliggør 15 sager om sexisme, krænkelser og overgreb fra både mænd og kvinder: “Underviseren nussede os i nakken, kyssede og gramsede”

I starten af oktober indledte Billedkunstnernes Forbund (BKF) en indsamling af vidnesbyrd om sexisme i kunstlivet. Forbundet lovede, at kunstneres vidnesbyrd kunne gives under fuld anonymitet, og det tilbud har indtil videre resulteret i cirka 20 henvendelser. Det oplyser BKF på sin hjemmeside, hvor der samtidig er blevet offentliggjort en række redigerede udgaver af de tilbagemeldinger, forbundet har modtaget. 

Og ligesom det er blevet beskrevet på flere andre kulturområder, i mediebranchen og blandt politikere over den seneste tid, så spænder krænkelserne blandt billedkunstnerne også over et bredt spektrum – og tæller blandt andet seksuelle trusler og seksualisering som magtmiddel og manipulation.

Særligt kendetegnende ved billedkunstnernes vidnesbyrd er, at de for en meget stor dels vedkommende knytter sig til kunstuddannelserne og ikke mindst forholdet mellem de studerende og undervisere. 

“Jeg gik på en kunstskole inden akademitiden, hvor tonen generelt var grænseoverskridende. Underviseren nussede os i nakken, kyssede og gramsede,” som det lyder i et vidnesbyrd fra en kvindelig kunstner, mens en anden mandlig kunstner skriver:

“Jeg orker ikke at gå i dybden med de krænkelser, jeg har været udsat for, men jeg blev seksuelt manipuleret af en lærer på en kunstskole, mens jeg var psykisk sårbar og kom mig over psykisk sygdom.”

Mange krænkelser og overgreb er relateret til alkohol

Et andet kendetegn er relationen mellem krænkelser og indtagelse af alkohol, og det kalder på nogle klare retningslinjer, lyder det fra BKFs formand Nis Rømer:

“Når vi ser på de vidnesbyrd, vi foreløbig har modtaget, kan vi se, at mange krænkelser og overgreb er foregået på kunstuddannelser, og at mange er relateret til alkohol. Vi tror, at mange sager kunne have været undgået, hvis kunstuddannelser, kunstinstitutioner og organisationer havde klare retningslinjer for alkohol. Overordnede eller lærere skal ikke drikke sig fulde med underordnede eller elever. Der er al mulig grund til at være meget restriktiv med alkohol for alle parters skyld. Vores anbefaling er klar: Få retningslinjer implementeret så hurtigt som muligt, hvis ikke I allerede har det. Vi anbefaler også at formulere tydelige retningslinjer, der forbyder seksuelle relationer mellem lærere og elever på alle former for kunstuddannelser. Derudover skal man gøre det let at indberette sager og sørge for, at de bliver taget alvorligt fra starten,” siger Nis Rømer til Kunstkritikk.

BKF-formanden understreger samtidig, at det er forbundets fornemmelse, at man kun har set toppen af isbjerget. Blandt det derfor har man valgt at holde indsamlingen af vidnesbyrd for åben, så endnu flere kan få orde. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk