TOP

Bikubenfonden udvider direktionen med chefer fra kunst- og socialområdet

I marts overtog Bikubenfonden en ældre bygning på Thoravej i Københavns Nordvestkvarter. Her er det nu planen at etablere et større community med fokus på samarbejde, udvikling og innovation – og at flytte sammen med nogle af de organisationer, fonden samarbejder med på området for scene- og billedkunst samt socialområdet.  Blandt andet Art Hub Copenhagen vil få adresse på Thoravej. 

Det arbejde kræver en ny organisering, og fondens bestyrelse har derfor besluttet at udvide direktionen, så de nuværende chefer for henholdsvis socialområdet og kunstområdet, Sine Egede Eskesen og Mette Marcus, sammen med administrerende direktør Søren Kaare-Andersen fremover skal tegne direktionen. 

“Vi tror grundlæggende på, at vi sammen med andre er langt stærkere til at skabe varige forandringer for socialt udsatte og bedre rammer og muligheder for billed- og scenekunsten, end hvis vi arbejder hver for sig. Derfor er vi i gang med at tegne linjerne for et community, der arbejder for innovation og udvikling på de to områder,” udtaler Søren Kaare-Andersen i en pressemeddelelse. 

Både Sine Egede Eskesen og Mette Marcus har været chefer for deres respektive områder i fonden siden 2013. 

Mette Marcus har haft til opgave at realisere potentiale for kunstnere og kunstinstitutioner inden for billed- og scenekunst samt at udvikle fondens overordnede strategi og filantropiske virkemidler. Hun er uddannet kunsthistoriker og har tidligere været museumsinspektør på Louisiana.

Mette Marcus vil fortsat have ansvaret for Bikubenfondens arbejde på scene- og billedkunstområdet.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.