TOP

Bibliotekerne overlever i Assens Kommune – men personalet risikerer fyringer

Det spareforslag, der kunne have lukket mellem tre og fem af de seks nuværende biblioteker i Assens Kommune, er blevet afvist af kommunens byrådsmedlemmer. Det skriver TV 2 Fyn

Det konkrete forslag var udarbejdet af revisionsfirmaet BDO som led i en kommunal spareplan, men nu kan de seks biblioteker i henholdsvis Aarup, Assens, Glamsbjerg, Haarby, Tommerup Stationsby og Vissenbjerg ånde lettet op.

Det samme kan dog ikke siges om bibliotekernes ansatte, hvis man skal tro bibliotekar og tillidsrepræsentant Heidi Mørch.

I sidste uge kaldte hun den potentielle spareløsning for “en massakre” og “en nedvurdering af en hel profession”, og selvom bibliotekslukningerne altså er afblæst, spår hun over for TV 2 Fyn kommunens bibliotekspersonale en dyster fremtid. 

“Der er stort set ingen steder i hele landet, hvor så få bibliotekarer betjener så mange afdelinger,” siger Heidi Mørch og understreger, at hun alligevel frygter fyringer. 

“Og det vil formentlig være en stor procentdel af biblioteksmedarbejderne, der vil miste jobbet.”

Ifølge TV 2 Fyn vil borgmester Søren Steen Andersen (V) særligt kigge bibliotekernes ledelsesposter, som fylder 3,5 af bibliotekernes 19 årsværk, efter i sømmene. 

“Vores biblioteksvæsen består af 19 årsværk. De 6,5 er bemanding i åbningstiden, så der er omkring 12 årsværk der laver andre ting. Det er kulturelle aktiviteter og ledelse,” siger borgmesteren. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test