TOP

Berlingske lancerer ny kulturpodcast

Berlingske er klar med en ny kulturpodcast, der er målrettet kulturforbrugerne, og hvor aktører fra dansk kulturliv løbende vil komme på besøg i studiet. 

Podcasten, som hedder ‘Byens Bedste’, får Aminata Amanda Corr som vært. 

“Der har længe manglet et sted at gå hen i podcast-universet, hvis man efterspurgte begavet information om kulturelle oplevelser i København. Vi giver lytterne en koncentreret kulturguide i ørerne, hvor de får et hurtigt overblik over, hvad der sker i det københavnske kulturliv. Også hvis man ikke går i byen hver uge,” siger Aminata Amanda Corr i Berlingske

Hun vil ifølge avisen hver uge inddrage gæster, som kan være alt fra personligheder fra dansk kulturliv til Berlingskes egne redaktører på kulturområdet. I den første podcast er der fokus på Cph Stage, og instruktør og kunstnerisk leder ved Akt1 Niels Erling og Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsen er med i studiet. 

“Vi giver lytteren et indblik bag kulisserne med perspektiv fra dem, der producerer kulturen. Kulturen vil blive dækket bredt, og der er plads til det hele. Også til snobberi og smagsdommeri. Man må både grine og græde og blive vred og glad, så længe det klæder lytteren på til at tage ud og have et fabelagtigt liv med masser af kultur i København,” siger Aminata Amanda Corr.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.