TOP

ARoS vil vende nedgang med nye oplevelser, åbningstider og en markering af pornoens frigivelse

2018 blev ikke noget stort år for kunstmuseet ARoS i Aarhus. Efter et godt 2017 med publikumsrekord og Aarhus som europæisk kulturhovedstad faldt museets besøgstal markant – fra et budget på 650.000 til et realiseret tal på 508.008 indløste billetter – og et regnskab, der ifølge Jyllands-Posten lige nu ser ud til at lande på et underskud på 3,5 mio. kr.

Det får imidlertid ikke museumsdirektør Erlend Høyersten til at slække på ambitionerne, fortæller han til JP Aarhus.

»Jeg kan sige så meget, at vi kommer til at tilbyde nye ting. Vi får en helt anderledes situation på niveau 4 (etagen som indeholder museets hovedindgang, café og butik, red.) ARoS vil ændre sig dramatisk, museet bliver radikalt anderledes, og det vil skabe en fornyet interesse. 2019 bliver i det hele taget et år, hvor vi skruer op for rigtig mange ting. Vi betaler på den måde tilbage for den store opbakning, vi stadig har lokalt. Vi går ikke ned på udstillinger, men op på tilbud,« siger han til avisen og vil endnu ikke afsløre mere.

Museet vil også se på sine åbningstider. Sommeren over havde museet således åbent om mandagen, hvor mange museer har lukket, og det har ifølge noter i det interne budget for 2018 givet 800.000 kr. ekstra på bundlinjen. I år kan ARoS samtidig fejre 160 år som institution og 15 år på sin nuværende adresse. Det kommer bl.a. til at ske med en kunstnerisk markering af 50-året for pornografiens frigivelse.

»Det er ikke en bærende drivkraft at være et museum for at tjene penge. Vores eksistensberettigelse er at lave noget, der foreslår alternative løsninger og rykker på vanetænkningen. Nogle gange taber man, andre gange vinder man på det, men man håber jo altid, at det projekt, man laver, rammer tidsånden på en eller anden måde og giver mening for et større publikum,« siger Erlend Høyersten.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk