TOP

Armslængdeprincippet er ikke eneste model for kulturstøtte

I dansk kulturpolitik er der et herskende princip om, at politikere så vidt muligt bør undgå detailstyring af økonomiske midler til kulturlivet. Det er det såkaldte armslængdeprincip om, at man fra politisk side skal støtte, men undgå at styre, og at det således er op til andre organer at beslutte, hvem og hvad der skal have den kunststøtte, politikerne bevilger.

Det princip siges at være styrende for dansk kulturpolitik. Men det er blot én af mange modeller for kulturstøtte, der alle har forskellige fordele og ulemper. Det skriver Jo Hermann, der er forfatter, redaktør og ekstern lektor ved Syddansk Universitet og medlem af Statens Kunstfonds Repræsentantskab i en kronik på Søndag Aften.

I kronikken påpeger hun samtidig, at armslængdeprincippet langt fra er den eneste model, der er i spil i dansk kulturpolitik. Eksempelvis mener Jo Hermann ikke, at der er megen armslængde i Kulturministeriets rammeaftaler med museer, teatre og andre institutioner, ligesom at armslængdeprincippet heller ikke kommer til udtryk, når embedsmænd i kommunale forvaltninger fortolker ordene i kulturpolitikker og handleplaner og prioriterer den lokale støtte, fremgår det.

“Kulturpolitikken skal kunne forskellige ting på forskellige områder, og det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis alle procedurer skulle tilrettelægges efter samme model,” skriver hun.

Derfor præsenterer Jo Hermann i kronikken seks forskellige modeller for offentlige kulturstøtte, som, med hver deres fordele og ulemper, kan benyttes i dansk politik – og til dels allerede benyttes:

Nulmodellen
Nulmodellen kan også kaldes “Ingen støtte”, fordi man i denne model ikke yder støtte til et bestemt kulturområde. Jo Hermann beskriver, hvordan kulturminister Mette Bock i en klumme i Altinget i 2017 skrev: “Staten skal ikke finansiere den del af kulturen, der kan stå på egne ben”. Dette beskriver naturligvis det synspunkt, at ikke al kultur skal have offentlige midler i ryggen. Et eksempel herpå er liberaliseringen af bogmarkedet, hvor litteraturen herefter lever på markedsvilkår.

Facilitatormodellen
Denne model beskrives af Jo Hermann som en form for skattefritagelse for donorer. Her støttes kulturlivet “ved at give skattefordele til dem, der selv vil bruge penge på kunst og kultur,” som hun skriver. Med denne model behøves meget lidt administration, ligesom at staten ikke behøver en kulturpolitik, da det er de private donorer selv, der foretager prioriteringerne. Private donorer, der altså vil drage skattemæssige fordele i form af fradrag.

Mæcenmodellen
Mæcenmodellen kunne i virkeligheden kaldes armlængdemodellen, fordi den er den reneste form heraf. I denne model afsætter politikerne penge til at støtte kunst og kultur, mens det er op til andre – eksempelvis et uafhængigt kunstråd – at bestemme, hvem der skal have del i dem. “På den måde bliver der armslængde mellem politikerne og modtagerne,” som Jo Hermann skriver. “Kun den del af den offentlige støtte, der har fokus på at styrke kunsten for kunstens skyld, hører hjemme under mæcenmodellen (sociale og politiske formål gør ikke). Målet med støtten er at styrke den kreative proces for derigennem at udvikle kunsten,” skriver hun videre.

Den korporative model
I denne model har interesseorganisationer en central plads. Her er de nemlig repræsenterede og har indflydelse, når der skal træffes beslutninger på det kulturpolitiske område. Som Jo Hermann pointerer, vækker denne model visse mindelser om totalitære ideologier med frygt for, at nogle stemmer bliver mindre hørt end andre. Men modellen bærer også fordele med sig. Blandt andet, “at de politiske beslutninger så at sige forhåndsgodkendes af organisationerne, som derefter vil medvirke til at implementere dem og/eller forklare dem til deres medlemmer. Samtidig sikrer det, at politikerne får viden om, hvilke reguleringer der er behov for, og hvad konsekvensen af dem kan blive. Der lovgives ikke hen over hovedet på dem, som loven vedrører,” som Jo Hermann skriver. I en ren korporativ model er det kunstnernes egne organisationer, der fordeler midlerne til kunst og kultur. Et eksempel på dette er forvaltningsselskaber som Copydan og KODA.

Arkitektmodellen
Ifølge Jo Hermann er det arkitektmodellen, der i hovedtræk er dominerende herhjemme. I arkitektmodellen arbejder embedsmænd i et kulturministerium efter en større anlagt plan for kulturlivet. Således støttes kunst og kultur “som en del af et velfærdsprojekt”. Her blander det offentlige sig ikke i kunstnernes arbejde som sådan, men stiller blot krav til dens mangfoldighed og kvalitet. Støttemidlerne fordeles her af embedsmændende i kulturforvaltningen, og kunstnerne kan på sin vis siges at være offentligt ansatte, der gør sig berettigede til løn gennem deres bidrag til et kunst og kulturliv for alle. “Herhjemme kan man se mange af arkitektmodellens karakteristiske træk udfoldet i kommunerne, der typisk vil sætte borgernes behov over kunsten. Når kunstnerne i disse år sendes ud på gaderne og ind i storcentrene, er det en del af arkitekttankegangen, hvor kunsten indgår i en masterplan for det gode liv. Kunsten er et gode, der kan danne borgerne, og som skal tilbydes til alle – også til dem, der ikke selv opsøger det. Tilskuerne skal involveres og gerne selv deltage i den kreative proces for derigennem at vokse som mennesker,” skriver Jo Hermann.

Ingeniørmodellen
I denne model er politiske mål genstand for støtte til kunst og kultur. “Kunsten er et redskab til at opnå et bestemt politisk mål. Den kreative proces er irrelevant, men selve kunstværket skal være politisk opdragende,” skriver Jo Hermann, der samtidig påpeger, at det i denne model er politisk udpegede, der beslutter hvem og hvad der skal støttes. Ingeniørmodellen er let at anvende for et totalitært styre, men kan også anvendes af andre, påpeger Jo Hermann.

Jo Hermanns pointe er, at kulturpolitikken i Danmark til en vis udstrækning inddrager elementer fra alle seks modeller. Armslængdeprincippet er således langt fra den eneste og herskende model herhjemme. Jo Hermann konkluderer endda, at armslængdeprincippet “faktisk kun (gælder) i en beskeden del af kulturlivet”.

Hun skriver endvidere, at diskussionen om armslængdeprincippet langtfra er tilstrækkelig til at belyse, hvordan magten forvaltes herhjemme, hvorfor de seks modeller skal forsøge at tjene til et oplæg til at forny samtalen om dansk kulturpolitik.

“Hvis ikke vi tager den diskussion, risikerer kunsten at tabe – til kulturbevaring, til formidling, til detailstyring. Kunsten er måske ved at blive for lille en del af det, Kulturministeriet beskæftiger sig med,” slutter hun.

Læs hele kronikken hos Søndag Aften her.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.