TOP

Arken afvist af Facebook på grund af Patricia Piccinini-værk

Museerne bakser stadig med Facebook, som slår ned på opslag med kunst på grund af nøgenhed. På Arken Museum for Moderne Kunst er det senest sket i forbindelse med den aktuelle Patricia Piccinini-udstilling. Det skriver Berlingske.

De nøgne hybrider af mennesker og dyr var for meget for Facebook, der afviste en annonce med et billede af Patricia Piccininis værk ‘The Young Family’ med den begrundelse, at der var tale om “upassende indhold”. Museet endte derfor med at beskære billedet af værket.

“De er helt utilstedelige. De stækker ytringsfriheden,” siger Arkens direktør, Christian Gether, til Berlingske og uddyber:

“Al kunst er symbolsk, så når Facebook censurerer nøgne menneskekroppe, reducerer man kunstens udtryk. Man fjerner kunstens kritiske perspektivering af tilværelsen, når kommercielle hensyn sættes over en realistisk kunstformidling. Det afspejler en bornerthed, som ikke passer ind i et moderne samfund. Det sender vores kultur tilbage til victorianismen.”

Kentauer med bar overkrop afvist
Arken er ikke alene om at opleve problemer med Facebooks retningslinjer i forhold til nøgenhed. Ifølge Berlingske har Ny Carlsberg Glyptoteket to gange inden for det seneste år oplevet at få afvist annoncer på det sociale medie. Den ene gang viste annoncen en kentauer med bar overkrop på en romersk sølvkop. Den anden gang var i forbindelse med den aktuelle udstilling “Perfect Poses?” med skulpturer af franske kunstnere fra 1800-tallet.

Selvom nøgenhed ifølge Facebooks retningslinjer forbudt, er lige præcis skulpturer undtaget, men Ny Carlsberg Glyptoteket har altså alligevel oplevet, at annoncer med nøgne skulpturer rutinemæssigt bliver stoppet og først åbnet igen – efter timer eller dage – når museet har henvendt sig.

“Når der er tale om en aktuel udstilling, er dette selvfølgelig et problem. Alternativt må vi vælge at bringe billeder, der ikke viser for mange bryster og balder,” siger Ny Carlsberg Glyptotekets direktør, Christine Buhl Andersen, til Berlingske.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test