TOP

Annika Aakjær anklager cheferne i musikbranchen for ansvarsfralæggelse i sager om sexisme

Musikeren Annika Aakjær stod i frontlinjen, da #MeToo rullede hen over den danske musikbranche sidste efterår – senest med en lang tale, da hun stod som vært ved musikselskabernes store prisshow, Danish Music Awards. 

Men i et interview i Politiken retter hun nu en skarp anklage mod magthaverne i branchen, der trods offentliggørelsen af  de 97 vidnesbyrd om overgreb og sexisme i den danske musikbranche tilbage i oktober måned, efter hendes mening stadig ikke har grebet til handling.

“De har bare sagt: “Ej, hvor er det ærgerligt med sexisme, og så er det i øvrigt radiostationernes skyld, fordi de ikke vil spille kvinders musik.” Altså ansvarsfralæggelse, ansvarsfralæggelse, ansvarsfralæggelse,” siger Annika Aakjær.

Kandidatafhandling har kortlagt ulighederne

Hun peger samtidig på, at en ny kandidatafhandling fra CBS, netop kortlægger ulighederne i musikbranchen og dermed også problemerne omkring blandt andet sexisme. 

Bag afhandlingen står cand.ling.merc. og musiker Sofie Sarlvit. I undersøgelsen slår hun blandt andet ned på, at 9 ud af 10 af musikbranchens såkaldte gatekeepere – det vil sige dem, der booker artister til spillesteder, radiosendeflader og festivaler – er mænd. Og de mænd booker ikke kvinder, men mænd, pointerer Sofie Sarlvit, som dertil konkluderer, at underrepræsentationen både højner og forvrænger kravene til de kvindelige artister.

Ifølge Annika Aakjær bør de folk, der sidder på magten, derfor gå forrest hvis der skal ske noget på området. 

“Nogle af dem, der sidder på de magtfulde positioner, bliver nødt til at se på egen adfærd, komme med nogle ubehagelige indrømmelser og holde op med at benægte,” lyder det fra Annika Aakjær.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk